Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rudolph Bergh: Fra Opera og Koncertsal. Carl Nielsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
176
Fra Opera og Koncertsal
Hæfter Sange — vidner om en aldeles udpræget Ejendommelighed, som
er blevet yderligere styrket for hvert nyt Arbejde, der er kommet fra
hans Haand.
Det er da ogsaa lykkedes Carl Nielsen i „Saul og David* at
frembringe et Værk, som er noget ganske for sig, som afviger i den højeste
Grad fra al anden moderne Opera, vi har hørt. Stilen i Operaen,
Komponistens Melodik, Harmonik, Kontrapunktik viser sig fuldt
selvstændig, og den store Rolle, han lader Korene spille, tilligemed den stærkt
polyfone Behandling af disse giver Operaen delvis et umoderne, om
man vil et lidt oratoriemæssigt Præg — dermed være ingenlunde sagt,
at den er udramatisk; men det er en Storstilethed af Bachs og Handels
Art, som Komponisten i Operaens mægtigste Partier har tilstræbt, ikke
som Efterligning, men som Fornyelse; han er i en ualmindelig Grad blevet
sig selv lig fra Begyndelsen til Enden. Af de nyere er han mærkelig
upaavirket; end ikke Wagners Indflydelse spores, naar undtages
Behandlingen af Orkestret og den store Rolle, dette spiller i Forhold til
Sangstemmerne. Det er Carl Nielsens Fortjeneste at have brudt en ny Vej
for vor Tids Opera; Ordet Renæssance af Antiken paatrænger sig
uvilkaarligt mange Steder i „Saul og David*.
Til de største Højder hæver Operaen sig i de store Ensembler:
det føles hurtigt, at det fremfor alt er disse, som har optaget og
interesseret Komponisten. Som den strengt formende, absolute Musiker har
han behandlet disse Afsnit, og hans i Symfoni- og Korsats til
Mesterskab indøvede Teknik kommer her til sin fulde Ret. Solopartierne har
han stedvis taget sig noget lettere; en tilsvarende Gaaen op i Emnet
føles ikke overalt i disse, og Skildringen af det lyriske og erotiske
ligger ikke i samme Grad for ham som de store Optrin. Hvorfor mon
han, i Parentes bemærket, næsten kun i Samuels Replikker bruger
lange Liggenoder som Akkompagnement og slider saa meget paa
Synco-per og Pizzicatoer? Stilen er i disse Tilfælde ikke ganske den samme
som i de store Satser, og det er aabenbart Frygten for at komme
Wagner for nær og Antipatien mod dennes Efterlignere, som
undertiden driver Komponisten over i Retning af noget halvt italiensk.
Et Held for Carl Nielsen har det været, at han har haft en saa
god Tekst at arbejde over — Einar Christiansen har dennegang været
langt heldigere end sidst med „Vikingeblod* — og Musiken er med
Klogskab og rigtigt Blik formet til denne Ramme.
Af Operaens enkelte Dele er første Akt den svageste — et Held,
for saa vidt som et dramatisk Værk allernødigst maa falde af imod
Slutningen — og dog indeholder den ganske udmærkede Enkeltheder som
Ofringen, Episoden Samuel, Sauls store Monolog og adskilligt i
Slutnings-duetten. I musik-dramatisk Henseende staar 2den Akt vel nok højest;
den er mesterlig fra først til sidst, men som nogle af dens
Højdepunkter kan nævnes Mikals Vekselsang med Kvindekoret og det store Kor:
Saul slog Tusinde, David ti Tusinde. Mindre dramatisk, men
indeholdende noget af den smukkeste og betydeligste Musik i hele Operaen er
3dje Akt: der findes deri saadanne Perler som det orkestrale Forspil og
Begyndelsen af den efterfølgende Duet mellem Mikal og Jonathan, det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
