Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigurd Mathiesen: Blod-Tirsdagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Blod-Tirsdagen
315
Bøgerne, men aabnede ikke sine Læber. Der var en tavs
Hengivelse over hans spinkle Person. Det randt mig i dette Øjeblik
i Hu, at hans Fader var en Drukkenbolt, og at hans Stedmoder slog
ham. Blodet steg en. Gan g op i hans marmorhvide og sarte Kind.
Hans Øjne var saa langt borte. Jeg skimtede igen det høje,
ulykkelige Lys om hans Pande . . . Det var denne Gang som et
stort, bølgende Skin over den døde Slette.
Edgar løftede en sort Maanesten. Jeg saa’ ikke mere,
forinden Odd faldt foran mine Fødder. Hans Hjerne var slaaet ind.
Der flød noget Blod. Det var ikke saa meget. Den anden fyldte
hans Bluse med Sten. Saa tog vi Liget og kastede det ud i
Dammen.
Jeg saa’ en Mængde blodige Bobler flyde op. Og en liden
rød, levret Bølge slog mod Bredden. Saa rørte det sig ikke mere.
Edgar gemte uden et Ord hans Bøger under en Sten. Saa
vendte han sig mod mig. Nu følte jeg, det gjaldt os. Og jeg bed
mig trodsig i min Læbe.
— Æsj, vi vil ikke ligge der. Kom! — Han lagde Armen over
min Skulder.
Men i Øjeblikket flk han se Richards Kasket flyde inde i
Grønsken. Han tog et Par Sten og kylte efter den. Men han slåp
mig ikke. Jeg maatte bøje mig ned med ham. En Sten kom op
i Kasketten. Og den sank straks.
Vi gik raskt til. Men vi løb heller ikke. Jeg vidste, hvor han
vilde hen. Det var en Klipperevne, som vi Gutter kendte. Den
var ganske skjult af Nypetorn og Slaapekrat. Vi maatte tvinge
os igennem, saa vi rev vore Hænder og Ansigt paa de hvasse
Torne. Et Klippestykke var gledet ned inderst. Det dannede
en Hule.
Derind krøb vi paa Maven, — først Edgar, saa jeg. Derved
opdagede jeg et Hul paa hans sorte Strømpelæg. En hvid, haaret
Hud skinnede frem. Jeg følte en sær Lyst til at kille ham . . .
Jeg kunde virkelig ikke undgaa at sætte min Finger bort. Han
trak heftig Benet til sig og mumlede vredt:
— Hva’ skal du der? — Du bryr dig vist ikke om at dø?
Dø? — Det kom mig igen saa dunkelt for. Og jeg tav og
bed mig i Læben.
Herinde var det mørkt og fugtigt. Jeg satte mit Knæ op i
noget Vand og begyndte at fryse. Saa la jeg mig og lukkede
Øjnene for, hvad der skulde ske. De var hede og trætte. Der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
