Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Holbergs Henrik. III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Holbergs Henrik
137
terlig har en god Del af de Sagn, han fortæller i sin
Danmarkshistories ni første Bøger fra norsk Tradition. Sakso føler sig
rigtignok, som en god Sjællandsfar, stundom noget stødt over
Nordmændenes Fremtalenhed, han kalder dem et Sted pienus
saperbiæ populus (S. 352 i P. E. Müllers Udgave), altsaa: et
Folk, som er fuldt af Overmod. Men han forstaar ogsaa at
vurdere deres Raskhed og Slagfærdighed, altsaa Henriks og
Snorres levende Tale, selv om han nok mener, at den trænger til en
Kommentar af hans Pen, før den bliver godt Latin (f. Eks. S.
506). Og for den norske Ericus Disertus („Erik Ordkræng") og
hans mange Ordsprog, som han omhyggeligt oversætter, er han
fuld af Beundring. Et Par af disse Ordsprog (som vel at mærke
ikke findes paa Dansk), hvorved Erik overbeviser Kong Frode
om, at man undertiden maa sætte Ærbarheden til Side, naar man
kan vinde noget derved (S. 234), bringer os ganske nær ved
Henrik, om end ikke i hans ædleste Skikkelse. Saa snakke de
Ræve for de Gæs.
Hertil er dog at bemærke, at dette Ordsprogsvid som Helhed
taget ikke er særlig norsk, men nogenlunde det samme i hele
Norden. Naar man vil undersøge de nationale Forudsætninger
for Henriksreplikken og Henrikshumøret, maa man netop gaa
til de gamle Ordsprog og til de Eventyr, hvor et hurtigt Ord og
et raskt Indfald skaffer en fattig Knøs Prinsessen og det halve
Rige. Den første Henrik er saadanne Eventyrhelte, fattige Fyre,
der ikke som den østerlandske Aladdinsfigur kommer sovende
til Lykken (thi „sjælden fanger sovende Mand Sejr"), men
vinder den, fordi de er saa vaagne. Og saadanne Eventyr findes
hos alle de nordiske Folk: om Tyrihans eller Klodshans; om
Askeladden eller Espen Askepuster (som Holberg citerer i
„Peder Paars" og efter hvem han har opkaldt en af sine nationale
Henrikker i Jean de France"; om Tjenestedrengen, der tager
Jætten ved Næsen, som i de svenske Eventyr om Vallpojken
och jätten og om Hobergsgubben eller om den norske Pejk med
Narrestikkene sine (jvfr. H. C. Andersens Store Claus og Lille
Claus), der narrer Kongen baade fra Kronen og Livet, og
bestandig sidder der nok saa fromt og spiller paa Mundharpe —
et naivt Udtryk for Henrikslyrikken, som ikke endnu kan komme
frem i Ordene.
Men hvordan det saa ogsaa forholder sig med det norske
Tilskueren 1906. 9
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
