Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar 1907 - S. Mathiesen: Spildte Kræfter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
31 Spildte Kræfter
Ellers likte han Barn. Han trivtes ligefrem i deres Selskab.
Og de samlede sig gjerne om ham, naar han sad ude paa
Stenhellen foran sin Dør og bødte Garn. For han kunde
godsnakke for dem. Rigtig tussesnakke. Kunde gjøre sin grove Røst
saa myg og blid, at den sulrede med den mindste Unge.
Historier var han fuld af. De vidunderligste Eventyr fra fjerne
Farvande, hvor han havde sejlet. Fra Stillehavets Konkylieøer med
sine Palmelunde til Meksikos Sol og sukrede Vin. Fæle
kinesiske Sjørøverskrøner, fulde af dinglende Kadavere i Riggen og
radbrækkede Menneskeben langs Dæk. Han nød øjensynlig vore
Gys. Slog saa med et besynderligt Latterkluk om i nogle slemme
Historier, der saftig pointerede Elskovens mangehaande Glæder
og Gjenvordigheder. Og han brugte gjerne drøje Udtryk, der i
et Lynlys aabenbarede utilbørlige Vidder. Men altsammen digtede
han udentvil, der han sad.
Han forstod at nære Barnesjælens Naturmystik. Jeg har selv
en Gang lyttet til disse sære Oplevelser fra Sjø og Ødemarker.
Følt den lodne Panrædsel. Den mystiske Gru for den vældige,
ukjendte Natur. For helst førte han os ud i Skogene. De nære,*
dybe Skoge med sorte Nøkrosetjern og alle Stjernenattens
underfundige Lyd. Og Menneskene blev saa smaa herude i det store
Skogmørke. Det var, som hørte jeg Jordbørnenes idelige
Angst-sukke. Dybere ind i susende, natsvarte Skoge ... Stedse dybere
ind gled Fortællingen i spændt, aandetrang Stilhed ... Indtil han
brød mut af med et: „Hva vil dere hos mig? — Gaa hjem
med dere og hold Mor i Skjørtet. Det passer sig bedst".
Men Ungerne blev dristig staaende. Ved Synet af alle de
sultent lyttende Barneansigter, krøb der et sært Smil frem af hans
lurvede, røde Skjæg. Og han kunde klappe en liden, lyslet
Jent-unge paa Hodet. Helt mygt og sagte med sin svære, barkede
Næve. Hans vilde, dyrebrune Gnistøjne fik et mildt Gjenskin af
Faderglæde. Og han begyndte igjen at tussesnakke med de mindste.
For i Grunden var han selv bare et Barn,
Folk mente nok, han var en Raring for sig selv, som ikke
var god at blive klog paa. Men der var jo ikke noget vondt i
ham heller. Og Nabolaget lod ham og Ungerne i Fred.
De skulde jo ogsaa kjende ham. I mange Aar havde han
boet i Gaden. Hvis der da overhodet kunde være tale om Gade
eller Husnumer, hvor han bodde. For det var i den usleste Ud-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
