Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar 1907 - S. Mathiesen: Spildte Kræfter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
32
Spildte Kræfter
kant af Byen — der, hvor den endte i en stejl og stenet Sti. I
en forfalden, rødbrun Stue med en vindskjæv og blaamalet Dør
og grønne Vinduskarme bodde han. Den sparsomme, rødbrune
Vægfarve havde kjendelige graa Vejrslag. Ti Nordvesten stod
haardt paa her med Ilinger af Regn og Sludd. Men til Gjengjæld
laa Huset frit Med fager Udsigt over Fjorden og det vide Hav.
Og det var ikke lang Vej herfra til Elven og de dybe Skoge.
Siden Morens Død havde han levet ensom her.
Han bestilte aldrig noget synderlig. Om Vinteren sturede han
helst hjemme. Eller drak sig fuld sammen med Sjøgutterne i
Madam Jespersens Restauration. Men aldrig saasnart slåp Isen af
Elve og Vand, før han strøg med Garn og Fiskestang og blev
dagevis borte. Og Fisk fik han ogsaa bestandig. Selv i
Trold-tjern, hvor den ellers ikke bed. Ja, en kunde staa ret ved
Siden af ham uden at kjende Nappet, mens han halte den ene
sprællende, krøllede Ørret ind efter den anden. Han havde en
hartad utrolig Fiskelykke. Folk sa, han kunde plystre Fisken til
sig. Sjelden solgte han noget af Smaafisken. Hvad han ikke selv
"aad op, gav han gjerne bort til sine Naboer. Det Rygte kom
derfor ud, at han havde puget Penge sammen paa sine Langrejser.
Folk saa ham jo en enkelt Gang veksle en Tier hos Høkeren.
Men de glemte, at han ofte hug en ulovlig Laks.
Han var i det Hele slet ikke nøjeseende. Eller rettere —
hans kommunale Sans var saare rummelig. Han forsynede sig
med Vinterved fra hvilkensomhelst nærliggende Skog. Luggede
ogsaa Poteter paa fremmed Aker, naar han selv manglede. Han
vilde bare alting flust. Og han gav gladelig bort sin sidste
Skilling, om han ikke havde den nødig til Brændevin. Det var bare
én eneste Ting, han økonomiserede med. Sin Tobaksbuss. Den
brugte han op igjen et Utal af Gange.
Der var vitterlig ingen synlig Forskjel mellem ham og hans
Nabolag. Deres Hytter var gudbedre allesammen lige skrøbelige
og faldefærdige. De Folk var jo ogsaa næsten uden Undtagelse
ligesaa fattige og fillede som han selv. De havde ganske de
samme unøjagtige Retsbegreber. Og mindst ligesaa stor Ulyst tiL
Arbejde. Men de var gifte. De vovede ikke at drive Dank for
Kjærringerne. Alligevel lod de af Misundelse haant om hans
Lediggang og Filler. De kaldte ham Fiskefan, Potetesluggen og
Rompelausa. Og de paastod, han for at skjule sin bukseløse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
