Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar 1907 - S. Mathiesen: Spildte Kræfter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
33 Spildte Kræfter
Elendighed stadig gik med en sid, flammet Oljefrakke, der i
Mangel af Knapper holdtes sammen om Livet med et Reb. Hø,
hvorfor kunde han ikke gifte sig og skikke sig som alle de andre?
Men de vovede ikke at si det højt. For de havde stor
Respekt for hans Styrke og Viden. Han var jo udlært Styrmand.
Havde faret vide om og sanket mange Kundskaber. Dertil bar
han ofte hjem hele Bunker af Lejebiblioteksromaner. Rimeligvis
havde han ogsaa smagt paa den store Genfer. Jeg ved ellers ikke,
hvorfra dette Opnavn skriver sig.
Imidlertid — Jean-Jacques fortjener han at hede. For Digter
var han. Digter og Filosof. Og jeg tror mindre det var for at
fiske, han drev langs Elvedrag og Tjern. Heller af stærk,
oprindelig Naturfølelse. For at slippe bort fra Menneskene. Han havde
saa sky Øjne, naar jeg en enkelt Gang mødte ham dybt derinde
i den skoghellige Ensomhed. Og han hastede altid væk.
Men særlig husker jeg ham fra Dalen. Porten ind til hans
Rige. Enten han drev langs Elven og prøvede Ørreten. Eller han
kom fra en længere Fisketur. Da stansede han mig gjerne og
rekvirerede en Pibe Tobak. Der var en egen usikker
Myndighed i hans Tone. Jeg fik Indtryk af, at han længe havde været
Røgtobak foruden. Ligefrem sultede efter den. Mert var Snadden
saa tændt, kunde han bli meddelsom. Hans Ord faldt da ofte
saa trygge og kloge. Der bodde saa meget af Erfaring og
Iagttagelse bag dem. Men stundom blev de vilde og besværlige. Der
laa Hemmeligheder dulgt under hvert et Ord. Og Nattepustet
fra Granskogene strøg fra dem. Vindsuset fra de øde Lynghejer.
Porsdunsten fra de lumske Myrer, der fyldte Livet med sin
vidunderlige Utryghed...
Og Elven løb saa herlig ubehersket dernede under de gamle,
forkrøblede Piletrær. De høje, hvidstammede Bjerke ludede sig
ud over og dyppede sit Bladhang i Bølgerislet. Det var for
Resten ikke saa farlig ment med dens Sinne. I Grunden var det
en gammel, godslig Elv, der af lutter Lystighed kunde le og
knistre ved Sommertide. Men i Vaarflommen blev den desperat
høj og talte stærkt og indtrængende. Den sydede, boblede og
bruste. Vaskede Klippestykkernes buskede Lug. Og sejlede med
blank og dybsindig Vælde hen over grønne Mosestene. Slog en
smuk Krøl paa sin Hale i et trangt Løb og hvæste i en
tragt-formig Hvirvel. Ja, den kunde rase sig gulhvid, saa Fraaden stod
Tilskueren 1907 3
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
