Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts 1907 - Fr. Ohrt: Blandt Runosangere og Grædekvinder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
252
Blandt Runosangere og Gracdekvinder 252
Bjørnen Dagen før havde slæbt en Ko bort (Selv fik vi ikke
andet Spor af Røveren at se end en oprodet Myretue). — Skønt
Mundarten her var noget mere tilgængelig end i Suistamo, var
jeg ikke i Stand til at tage livlig Del i Samtalen, men maatte
dog oftest op med en kortfattet „Beskrivelse af Danmark", dets
Udseende, Flora, Næringsveje, undertiden: om vi havde en egen
Kejser; om Sproget ogsaa var finsk i Danmark. Selv her mod
Øst gav skandinavisk Paavirkning sig til Kende; jeg blev
regelmæssig spurgt, om jeg var paa lysti-reisu, hvortil jeg som god
Fennoman altid svarede, Ja, jeg var paa huvi-matka. — Paa
Gaarden Huosioisvaara tæt Vest for Grænsen kunde den gamle
Husbonde godt mindes Elias Lønnrot fra hans Vandringer;
Husbonden var da en Dreng. „Det var en flink Mand, den Lønnrot;
naar man roede for ham, saa gik Snakken ikke istaa (niin kyllä
tarina piisas’)."
Baade paa Gaarde og under Vandringen traf vi
Bissekræmmere, der var paa Færd mod Vest; det var gamle, høje,
langskæggede Mænd; med den tunge, tunge Randsel paa Ryggen
gaar de frem med jordvindende Skridt, naar de først er kommen
i Gang, og gør mange Mil om Dagen. Af den gamle Teppana
med de drømmende, verdensfjærne Øjne, som der først kom
Liv i, da vi saa ham falbyde sine Varer, fik vi at vide, at
Miih-kali Arhippas Søn var død, „død, død, det er sikkert og vist"
Jeg opgav da Latvajärvi for at nøjes med Akonlahti og Omegn.
I Akonlahti By tog vi ind hos Købmand Artemijeff
(Personnavnene her kan være russiske, Sproget er altid finsk). Vor
Vært var en køn og klog midaldrende Mand, hans rødmossede
Hustru gik rundt som ydmyg og tavs Tjenerinde; Gaardens Indre
bar Vidne om solid Velstand. — En gammel kyndig Sangergubbe
i Bygden var for nylig død, men hos Kvinder, mentes det, kunde
vi ret nær Byen faa gamle Kvad. Vi stævnede ud paa den store
Sø Sydøst for Akonlahti; en Del af dens 140 Holme (Rorkarlen
vidste Tallet) var beboede. Den formentlig bedste Sangerske
Hilippo (Filippa) var ikke hjemme; hendes Dør var „laast" med
en vældig Stang, der var presset ind mellem den og
Forraads-husets Mur. „Pral nu i Danmark af, at Han har set en karelsk
Laas," sagde Rorkarlen til mig. — Paa Naboøen fik vi bedre
Held. Den gamle Hoto Nykänen gik ved Høet udenfor sit Hus.
„Men jeg kan ingen Runot, blot nogle Selvityksiä (Forklaringer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
