Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September 1907 - Thit Jensen: Der gaar Sagn!...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
746
Der gaar Sagn!
ved ærlig og utrættelig Møje at finde Løsning paa den sælsomme
Gaade.
Han var dømt til Døden, til at mures inde i sin egen Borg!
Det var den første og mest paatrængende Støtte for Tanken, den
han ikke havde let for at glemme. Thi han var kendt skyldig for
Retten, hans Farbroder havde ført imod ham Vidne efter Vidne,
der aflagde Ed om hans Skyld.
Hans Farbroder?
Ja, der var en af de Støtter, han i Mørket maatte fastholde,
thi det var ham mest ufatteligt af alt. Vel var Hertug Heinrich
karrig og pengegrisk, og han havde set med sure Miner til de
rige Almisser, Ridder Konrad aarlig gav til Kirker og fattige! Og
vel var han tillige eneste retmæssige Arvtager til det store og
prægtige Gods, naar Konrad von Schlieszen var død — men han
var dog ogsaa hans — Ridder Konrads — kødelige Slægtning,
hans Ven og tidligere Formynder!
Hertug Heinrich skulde saaledes, alene af Griskhed, have
ladet sin unge Slægtning anklage, dømme fra Liv og Gods og
stemple ham uhæderlig i sin Grav — af skamløs og forbryderisk
Havesyge?–-Nej! det var Konrad von Schlieszen ikke i
Stand til at indrømme, hans hæderlige Tanke mægtede ikke at
tro paa saa stor en Lumpenhed.
Thi havde den det, da havde nogle hundrede Gylden kunnet
redde ham!
Alle de Vidner, der var tilkaldte, var vejfarende Pak, der
solgte Samvittighed som en Kræmmer sælger Alenvarer, et lidet
Stykke for en Pfenning, et større for en Mark, det hele for en
Gylden. Aldrig havde Konrad von Schlieszen nægtet nogen fattig
Husly, og aldrig havde han ladet en syg paa sit Gods ligge
uhjulpen hen. Hvorfor skulde da alt dette forhutlede Landevejsrak.
som havde nydt godt af hans rige Midler, ønske ham ondt, naar
det ikke var for Gaver og Penge? Men var det saa, da havde
han kun behøvet at byde dem en Gylden mere, og de havde
svoret deres Salighedsed paa, at han var renere end Guds Moder.
Han havde ikke gjort det — havde ikke forsøgt at byde en
Pfenning. Thi han havde aldrig troet, at saa sort en Misgerning
var mulig; vel var Djævelen en farlig Frister, men Djævelen selv
vilde ikke udøve det imod sin Brodersøn–-
Var det tænkeligt da, at et Menneske kunde synde saa argt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
