Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni 1908 - A. C. Larsen: Jesus og Kristus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jesus og Kristus
501
bebudet af Profeterne, er der i den nyeste Tid opstaaet Teologer,
der hævder, at Messiasforestillingen var fremmed for Jesu egen
Bevidsthed. Denne Opfattelse er herhjemme bleven begunstiget
af Professor A. B. Drachmann i den Afhandling, som han i
„Verdenskulturen" har skrevet om „Kristendommens Oprindelse".
Disse Forskere hævder, at Jesus aldrig har villet være Andet og
Mere end en Lærer for sit Folk, og at det er hans Apostle, der
efter hans Død har proklameret ham som Messias. Nu er
imidlertid Intet vissere, end at en saadan Antagelse er i fuldstændig
Strid med de tre første Evangelier. Det afgørende Vendepunkt i
dem alle tre er den berømte Scene ved Cæsarea Philippi, hvor
Jesus spurgte sine Disciple om, hvem de troede, han var, og
hvor saa Peter svarede: „Du er Kristus". Hvis denne
Begivenhed og det, som hænger sammen dermed: Indtoget i Jerusalem
og Processen, der netop drejer sig om Jesu Messianitet, er os
overleveret i en fuldstændig forvansket Skikkelse, saa forekommer
det mig, at det var bedst, at man rent ud erklærede, at man
overhovedet slet ikke historisk kan fastslaa Noget om Jesus; ti
hvad er der saa i Evangelierne, som méd Rette kan gøre
Fordring paa Troværdighed? Men at det er Evangelisterne, der her
i dette Stykke væsenlig har Ret, derfor borger de psykologiske
Love. Hvis Jesus aldrig havde udgivet sig for Messias og
modtaget sine Disciples Hyldest som Messias, hvordan i al Verden
skulde det saa være faldet Apostlene ind efter hans Død at hædre
ham ved at tillægge ham en saadan Værdighed? En Messias,
der lider og dør, var jo, som jeg før bemærkede, en
haandgribelig Selvmodsigelse. De kunde efter hans Død fremdeles elske
og beundre ham som den store Lærer; men at gøre ham til
Messias nu, da hans Endeligt klart havde vidnet mod hans
Adkomst til denne Værdighed, var jo Et med at stemple baade
ham og dem selv som rene Umuligheder. Helt anderledes, hvis
de i Aarevis havde levet sammen med ham i den faste
Overbevisning, at han var den forjættede Forløser, hvis de havde
drømt og sværmet og vugget sig i de mest lidenskabelige og
fantastiske Forventninger om den Herlighed, de og det hele Folk
gik i Møde, naar han stiftede sit Rige. Saa maatte hans Død
nedsænke deres Sjæle i den sorteste Fortvivlelse og gøre dem
til et Bytte for en hvileløs Grublen. Men en slig sjælelig
Tilstand er just den Jordbund, der udfordres, for at Syner skal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
