Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November 1908 - Ove Jørgensen: Overgangen fra Drama til Skuespil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
917 Overgangen fra Drama til Skuespil
nægter den døde; Kreons Søn Haimon drives af Kærlighed til
en Kvinde (som bekendt i Athen en ganske usømmelig
Bevæggrund) til Ulydighed mod sin Fader. Men netop i Tragediens
mest uvejrssvangre Moment, da Kreon har besvaret den blinde
Præsts Advarsler med de vildeste Blasfemier og grebet af sin
for sent vaagnende Samvittighed styrter bort for at finde sin
sidste Søn og sin Hustru som Lig, begynder Koret en Hymne,
der er uden Sidestykke i det attiske Drama: „Gud med de
utalte Navne, den thebanske Bruds kostbare Gave, den
dybt-drønende Zeus’ Sæd, du der dvæler i det stolte Italia og
hersker i Eleusis ved Demeters gæstfri Hav, Bacchos, du, der har
hjemme i din Moders By, Bacchantindernes Theben! Dig
be-straaler Faklernes Lynglimt højt paa Parnassos’ Tvillingtinder,
hvor korykiske Nymfer træder Bacchantindernes Dans, dig
hilser Kastalias Væld! Dig sender Kystens Haver, tunge af Druer,
og Nysas vedbendklædte Højder under udødelige Sanges Jubel
som Gæst til Thebens Gader. Thi du og din Moder, som Lynet
dræbte, ærer Theben over alle Byer. Og ogsaa nu, da alt
Folket knuges af dræbende Sot, skal du komme med befriende
Frelse i dit Fodspor over Parnassos’ Skrænter eller det
fraa-dende Sund. Hil dig Zeus’ Barn, du der fører de flammende’
Stjerners Dans, du der lytter til Raabet i Natten! Vis dig min
Konge, omsværmet af dine Mænaders Flok, der jublende danser
den lange Nat om dig, deres Herre Iacchos!" Saaledes beder
Sophokles’ Kor, og den Renselse, der følger i Dionysos’
Fodspor paa hans Gang til Theben, er den ubønhørlige Dødsdom,
der dræber Antigone og Haimon, før deres Liv faar sat Frugt,
og rammer Kreon med den Straf, der for Grækeren er værre
end Døden, den haabløse Barnløshed.
Den Gud, for hvem Sophokles, Athens mest højkirkelige
Digter, her i Fromhed bøjer sit Hoved, er en ganske anden
end den, for hvem Thespis lod sine Bukke springe og bræge
paa Dansepladsen. I de henved hundrede Aar, der er gaaet
mellem Thespis’ Bukkesang og Sophokles’ Storværk, har Athen
paa alle Omraader gennemgaaet en Udvikling, som Historien
ikke siden har set, og Guderne er vokset med deres By. Naar
Dionysos nu kommer til sin Helligdom ved Athens Foraarsfest,
stiller han større Fordringer til sin Digter. Historiens
gammelkendte Beretninger om store Menneskeskæbners Kamp og Fald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
