Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November 1908 - Ove Jørgensen: Overgangen fra Drama til Skuespil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
919 Overgangen fra Drama til Skuespil
medien betænker Guden sig rigtignok og kommer tilbage med
Aischylos, men i Livet gik det anderledes. Dionysos slog sig
virkelig paa Æstetikken, og saa længe der har været spillet paa
hans Orchestra i Athen, har Euripides været hans udkaarne Favorit.
Desværre er vi ganske ude af Stand til at overse
Begyndelsen af det Euripideiske Dramas straalende Meteorbane. Forud
for hans ældste bevarede og daterede Tragedie (Medeia: 431)
ligger en Forfattervirksomhed paa fireogtyve Aar, hvoraf omtrent
hvert eneste har set tre nye Tragedier fra hans Haand. Men
netop derfor er Forskellen mellem hans Medeia og de ældre
Tragikeres helt eller halvt teologiske Drama saa eklatant: For
Euripides har Sophokles’ Løsning af Antigoneproblemet staaet
som umenneskelig Teologi, og Sophokles har fundet, at
Euripides’ Forherligelse af den barbariske Giftblanderske og
Barnemorderske var ugudelig Sophistik.
Naar Medeia dræber sine Børn, fordi hun saares ulægeligt i
sit Forhold til Iason, forstaar vi Konflikten, ganske som vi
forstaar, at Nora prisgiver Børnene, i det Øjeblik hendes Klippetro
til Helmer dræbes: Vanskeligheden ved fuldt ud at vurdere
Euripides’ Kunst ligger saa vist ikke i hans Tragediers Problem.
Men over for Aischylos og Sophokles brister alle moderne
Analogier. Ingen uhildet moderne Læser vil kunne begribe, at
Anti-gone skal begraves levende, fordi hun viser sin dræbte Broder
den Gravens Ære, som et grusomt og tilmed ugudeligt
Magtsprog nægter ham. Da Sophokles imidlertid ledsager Antigones
Henrettelse med ualmindelig vedholdende Lovprisninger over
Guddommens Retfærdighed, og der er nogen Grund til at
formode, at Digteren har haft sin Forstands fulde Brug, da han
skrev sit ypperste Drama, kan vi umuligt komme til noget andet
Resultat end, at han bifalder Henrettelsen trods sin Medlidenhed
med Offeret. Den kloge Digters Svar paa Menighedens ængstelige
Spørgen er dobbelt: Antigone straffes for sine Forfædres Skyld,
og fordi hun overskrider det ubønhørlig fastsatte Skel mellem
Mandens og Kvindens Virken. Det er sikkert ikke noget
Tilfælde, naar Tragedien saa ofte og saa stærkt fremhæver, at
Antigone maa dø, inden hun naar Kvindelivets Fuldkommengørelse
gennem Ægteskab og Barnefødsel: Straffen svarer til Brøden.
Om Euripides’ Antigone ved vi desværre næsten intet, men den
ene Efterretning, vi har, kunde ikke være mere veltalende: Hos
Tilskueren 1908 63
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
