Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
„Ja, jeg lagde nok Mærke til, at den stakkels Grinjevitsch’s
Negle interesserede dig i høj Grad,“ afbrød Stepán
Arkádjevitsch ham leende.
„Den Slags Ting kan jeg nu engang ikke med. Men prøv
for øvrigt at sætte dig i mit Sted, og se paa denne Sag fra en
Landmands Standpunkt. Vi ude paa Landet maa kunne arbejde
med vore Hænder, og derfor klipper vi Neglene. Skal der tages
rigtig fat, nægter vi os heller ikke at smøge Ærmerne op. Her
inde i Byen lader I derimod Neglene vokse saa længe som
muligt og gaar med Mansketknapper saa store som Tallerkener.“
„Vi arbejde med Hjernen, skal jeg sige dig, og ikke med
Hænderne,“ sagde Stepán Arkádjevitsch smilende.
„Det er muligt, men det førekommer mig alligevel
besynderligt — lige saa besynderligt som det, at vi to sidder her og gør
os Umage for at trække det saa længe ud som muligt med at
blive mætte. For det er jo egentlig derfor, vi begynder med
Østers. Nej, hjemme paa Landet spiser vi simpelt hen for at
stille Sulten og skynder os at blive færdige for at kunne tage
fat paa vort Arbejde igen.“
„Men véd du da ikke, at det er Civilisationens Maal at finde
Nydelsen i alt?“
„Ja, hvis dét virkelig er dens Maal, saa vil jeg hellere være
en vild.“
„Det er du jo ogsaa. Hvad er du andet end en fuldstændig
uciviliseret vild.“
Ljevin sukkede og saa’ meget mørk ud.
„Sig mig engang, gaar du til Tscherbatzkijs i Aften?“ spurgte
Oblonskij, idet han blinkede hen til ham med det ene Øje, skød
Talerkenen med Østersskallerne fra sig og gav sig i Lag med
Osten.
„Ja, det gør jeg ganske sikkert. Fyrstindens Indbydelse
forekom mig rigtignok ikke at være synderlig hjertelig...“
„Aa Vrøvl!“ afbrød Stepán Arkádjevitsch ham. „Hvor kan
det dog falde dig ind? Det er nu hendes Maade at være paa. —
Rækker du mig Suppeterrinen, min Ven. — Hun er altid den
fornemme Dame, forstaar du. Jeg kommer ogsaa derhen i Aften,
men jeg skal først til en Sangprøve hos Grevinde Bonin. — Nej,
det var meget rigtigt, hvad jeg sagde før. Du er en vild.
Hvorledes skal man ellers forklare sig det, at du pludselig forsvinder
fra Moskvá? Tscherbatzkijs har stadig spurgt mig om, hvorfor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
