Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 4. Lørdag 22. Januar 1898 - Ester: Af Emil Frommels „Aus der Kinderstube” - Blomsterpleie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
med bare Ven i en Natskjortes luftige Gevandt. — Men for mig
er hvert Barnekammer et Bjerg Dothan, profeten Elisas’ Bjerg,
fuldt af fyrige Heste og vogne. Det kommer ganske an paa, mei)
hvilke Dine man ser, ja, med hvilken Nwse man lugter, Enkelte
indaander kun Barnekammerets ofte mindre gode Luft, andre deri
mod foler et pust fra Himmelen blæse sig imøde derinde. Kort
sagt, Barnekammeret er Husets Sanctuarinm, hvor Engle vandrer
nd og ind, Engle, som maaske aldrig lader sig se i Stadsværelset.
vi kan blive til mangt og meget i denne verden, men et har
vi alle engang været, den ene som den anden: Bsrn, — og derfor
kan man ogsaa godt forståa, at den som har ovnaaet det høieste i
verden, dog allerhelst vilde blive et Barn igjen. — I Menneskets
Barndom?» og Ungdomshistorie ligger det vordendes Hemmelighed
skjult, og en saadan Hemmelighed interesserer altid. Derfor Iceser
man ogsaa med Forfjærlighed Begyndelsen af en Biografi, og under
lig nok, den er fordetmeste ogsaa bedst skrevet. Ve efterfølgende
Kapitler kan man mangengang godt undvære; man nsier sig gjerne
med det sidste, det om Døden. — Begyndelsen og Enden, det første
og det sidste Vers af Menneskelivets Digt, er somoftest mest gribende.
Den voksne — det udviklede Menneske, horer verden til, det maa
nødvendigvis staa i stadig Rapvort til verden; men Barnet, det til
horer endnu ganske os, - Forceldrene. Derfor burde intet hindre
Fsrceldrene fra at værne om sine Born saa meget som muligt i
deres tidligste Aar. Dette tænker imidlertid unge ALgtefolk lidet
paa — Gud bedre os! Børnene interesserer dem ikke; mangen
Gang ved de slet ikke, hvorledes de skal gribe det an med saadanne
Smaarollinger. Kanste der siden kan komme en Tid, da de vilde
give alt for at have saadan et lidet vcesen at stelle med, — da,
naar de har mistet det! Straffen er da ogsaa blot som førskyldt. —
Maatte dog Forceldre betænke, hvad de har i disse sine smaa
„Indsatser", og værne om dem, mens de endnu er smaa.
— Al sand Glæde over Barnet har sin dybeste Grund, sin Ind
vielse i Agtelsen for det. „Respekt for de smaa Majestæter" for
maner Grev Zinzendorff. Fra l Filosofen Herbart har vi de be
rsmte Vrd:
„For Bsrn er det bedste ikke godt nok", og en gammel latinsk
Digter siger: »Naxima’clsdetMlra reverentia«. Det er: „Den største
ALrefrygt for Barnet".
Men hvem giver Agt paa saadanne Vrd eller handler efter
dem? Gaa engang ind i vore Skoler og overbevis Dem om tce
rerens ALrbødighed for Bornene. Man horer mange flere Eksempler
paa Foragt for dem end paa Hoiagtelse. „Af dig blir der i dine
tevedage aldrig noget". Denne „opmuntrende" profeti udslynges
daglig over Tusinder af Bsrn. Til alt Held slaar Spaadommen
ikke altid til, og ofte blir der noget rigtig udenerket af den, der har
slugt saadan en bitter pille.
Det skal medgives, at der findes Slyngler og Dsgenigter nok,
der aldrig bringer det til noget; men vi tor dog alligevel paanaa,
at aldrig forregner pædagogerne sig saa grundig som i deres pro
fetier om Børnene. — Et Barn er som et Crce; det vokser ikte det
ene Aar akkurat som det andet. Det har sine „Skudaar", og saa
kan det pludselig stanse i vceksten. Dertil kommer ogsaa, at Sol og
Regn er meget ulige fordelt i de forskjellige Aar. Taalmodighed,
Taalmodighed er saare nødvendig baade hos Forceldre og Lærere.
At et Milligram Ros ofte udretter langt mer end en Hektoliter
Daddel, det ved heller ikke alle.
At vi ikke tager det saa nsie ligeoverfor Børnene, blandt andet
stadig bruger Udtryksmaaden: „De er jo kun Bsrn", det er en gam
mel Historie, ja igrunden blot den gamle Historie om Jesu Disciple,
som gaar igjen, vi husker, hvorledes de vilde hindre de Smaa fra
at komme til Jesus, og det kun fordi de var Bsrn. Men Jesus
takserer dem anderledes, han. Se, hvorledes hau stiller det lille
Barn midt imellem de „kløgtige" Disciple, og hør Grdene fra hans
Mund: „Forhindrer dem ikke. thi Guds Rige hører saadanne til".
Hvor underligt det er, at saa faa førstaar den Runst at
skrive for Bsrn. Det er ofte det tsrreste erbarmeligste Tsieri —
uden Salt og vid, — man opvarter Børnene med I Hvsraf kom»
mer det i det hele, at der skrives saa meget kjedeligt, ja, at der
overhovedet er saa mange kjedelige Mennesker til i verden ? Mon
ikke deraf, at den Smule naturligt vid og sund Forstand, Børnene
faar ind med Modersmelken, saa ssrgelig ofte gaar Flsiten ved
Skolens grundige Afføringsmidler?") (Forts.)
*) Den cerede Forfatter har maaske lokale Grunde for sine skarpe
Udfald mod Skolen. Gvers. Anm.
URD
ens Vinteren forer sit (man kan iaar ikke sige
„strenge") Regimente og umuliggjør alt Ar
beide i gaverne, kan man dog inde i Væreb
X//Vx serne have sin lille Blomsterhave, om man
bare har lidt Tid tilovers til at stelle med
den. sviblerne har allerede længe staat i
Blomst, og det er ogsaa et meget taknemmeligt Arbeide
at stelle med dem. Man tager blot de gamle Tvibelloge
og lægger dem i Vand 8— l.0 Dage, planter dem derpaa og
scrtter demi Vinduet. De vil gjerne have 501. Blomsterskaalen
maa fyldes med lunkent Vand et Aar Gange daglig.
De Alanter som har overvintret i Ajcrlderen, som
Fuchøier, pelargonier, Hortensier, Roser, Nellikker osv.,
kan nu tages op, omplantes og beffjæres. De bor dog
først lidt efter lidt vcennes til Varmen og tyfet, og bor
derfor ikke sættes i Vinduerne eller ind i de varme Værelser
med det samme. Naar Alanterne begynder at styde, maa
de regelmæssig sproites, saa Jorden aldrig er tor. Man
maa ikke bruge noget slags Gødningsmiddel, forend de
er kommet godt i Vekst.
Bladplanterne, scerlig Aalmerne, kan endnu en Ttund
staa i Ro. De lider desvcerre om Vinteren ofte af Var
men i Værelserne og af den torre tuft, og har i denne
Tid meget let for at faa Dyr. De bor ofte sproites og
vaskes paa begge Fider af Bladene med en blod svamp
og lunkent Vand. Er der kommet Dyr paa dem, kan
disse fjernes ved Tobak« eller
Det er ogsaa meget godt at sproite Blomsterne med
Vand der er blandet med Aarafin og salmiakspiritus og
derefter med rent, lunkent Vand. I salmiakspiritus er
der forøvrigt Gjodning, og man bor altid have lidt af
denne — ? a 8 Draaber pr. titer — i Vandet, naar
man vander Blomsterne.
(Olivia er en Alante som ikke burde savnes i noget
Hjem. Med sine store orangefarvede Blomster er den en
sand Aryd, og det er merkeligt at man saa sjelden ser
den her i Norge. Unge Alanter skyder en ato Blomster
stilke, celdre indtil ti, og har man rigtig tykken med sig,
blomstrer to Gange om Aaret. Den er desuden
en meget taknemmelig Alante, der kun fordrer tys, god
Jord og regelmcessig Vanding for at trives. Aan man
gjode den med lidt Aogjodsel, naar den er afblomstret,
er det faa meget bedre.
Hos os blomstrer Tliviaen eller
minatoum, som den ogsaa kaldes, i Januar, Februar
og Marts. Naar den har blomstret, maa Ttilkerne straks
klippes af, saa de ikke scrtter Fro og Alanten derved
spilder sin Araft. Thi vil man have fiere Alanter af
samme slags, er det langt hurtigere og lettere at plante
Aflæggere end at scrtte Fro. Dog bor man lade Aflægge
ren staa i Moderstammen et 9. to Aar; først naar den
har fire s, fem Blade vil den have Araft nok til selv
at slaa Rodder. —
H
Vlomsterpleie.
39
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
