Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 15. Lørdag 15. April 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
No. 15.
„Urd" udkommer hver Lørdag
og koster Kr. 1.25 pr. Kvartal,
10 Øre pr. Nr. Ekspedition:
Torvet 9. (Simonsens Gaard).
Telefon: 7786.
Lerdag 15. April 1899.
Redaktør: Anna Børe,
Udgivere: Cecilie &
Anna Bøe.
Parkv. 25, Kristiania.
Telefon: 8147 k
3. Aarg.
Karo.
A.f Adolf Skramstad.
et slig! Nu havde den ligget derude paa
Bakken en lang Stund med Halen ret
bagud, veirende med Næsen og med
Hodet snart paa den ene Siden og snart
paa den andre for at se, hvad det var,
som kom dernede i Bakken. Var det gamle Marit
oppi Rønningen, saa nei om det var Umagen værd
at røre paa sig engang, for Marit var stokdøv og
vilde slet ikke more sig. Men var det nogen af
Bydamerne paa Nabogaarden — ja, da var det en
anden Sag.
Hvorlænge skulde den ligge der og vente ogsaa
da; det gik paa Taalmodigheden dette. Den
skak-kede paa Hodet, saa til en Kant, saa til en anden,
holdt Forlabberne parat — det første den fik se
en lys Kjole saa — — — — — Jo, der var den!
Vov—vov—vov—vov—vov—vov!
Karo satte i fuldt Firsprang nedover, saa
Muldjorden føg. Det var den gamle Frøkenen fra
Nabogaarden, hun, som bestandig var saa morsom at lege
med. Jo, her skulde der bli Moro! Vov—vov—
vov! lige imod hende.
Dit stygge Bæst, er du nu der igjen!
Vov—vov—vov! Idag var Karo rigtig oplagt,
og det saa den gamle Frøken ogsaa ud til at være;
hun fægtede med Armene og gjøede hun ogsaa.
Og denne Kjolen, som flagrede saa — den var
fristende. Baf! der gjorde Karo et Hop, borede
Snuden ind i det flagrende Kjoleskjørt, og ratsch!
der fulgte der med et stort Stykke.
Da hørte Karo oppi Bakken en Stemme, den
kjendte altfor vel; og nu forstod den, hvad den
havde gjort; nu gjaldt det at komme undaf jo før
jo heller.
Hvalpen slåp, hvad den havde faat fat i, smøg
afsted med hængende Hode og Halen mellem Benene,
gjorde en stor Sving bagom Staburet, skjelende
opover til sin Herre og Mester, Johannes, som kom
nedover Bakken med en Svøbe i Haanden, — slåp
lykkelig forbi den svære Gjedebukken og kom ind
i Stuen, hvor den gjemte sig under en af Sengene.
Her laa Karo og spekulerte — slig som den saa
ofte havde gjort før, over noget, den aldrig kunde
bli rigtig klog paa: Hvad kom det sig af, at al
Moro bestandig skulde ende med Juling. Det var
det samme, hvem den legte med — enten det var
Johannes eller Mads Gjedebuk eller Katten Mari.
Der kunde Karo komme saa inderlig blid og
elskværdig for at more sig — svup! der flk den et
Rap af en Pisk eller den flade Haand — bare fordi
den sled lidt i Bukserne — — saa bort under
Sengen –-t—s—s—s —s — ratsch! der fik den Maris
skarpe Klo i Snuden — — saa ud af Døren og
bort-over Tunet; men der stod Mads Gjedebuk og var
ikke til at spøge med.–— —
— — Karo havde aldrig været til andet end
Ugagn. Den havde begyndt allerede nede i den vesle
Byen, hvor den var født. Ikke før var den kommen
ud af den store Kassen, hvor alle Hvalperne havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
