Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Træk og mottræk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
78
Men systemet lot sig ikke forandre — eller rettere
sagt, det maatte opretholdes i strid med al sund og moderne
opfatning, fordi en ændring var ensbetydende med en
opgivelse av alt, hvad keiseren like fra sin tronbestigelse
havde forkyndt som den høieste politiske visdom og som
sit maal og ideal som regent.
Da hændte der noget, som med ett slag skapte en ny
situation — ialfald for en tid.
Sommeren 1893 blev Bismarck betænkelig syk i
Kis-singen. Keiseren havde ikke anelse om sygdommen, før
faren i virkeligheden var over — et nyt bevis paa,
hvorledes hans omgivelser søkte at bringe Bismarck i
glemmebogen hos ham — men øieblikkelig slog det ned i ham,
hvad han havde at gjøre. Der var ikke den fjerneste
tanke hos keiseren om atter at benytte sig av Bismarcks
raad; heller ikke nogen politisk beregning hos ham i
retning av at styrke sin egen, adskillig avblegede popularitet
ved atter at knytte sin gamle kansler til sig. Det hele var
et umiddelbart utslag av menneskelig velvilje, som gjør
hans hjerte større ære end hans forstand. Derfor vakte
hans lykønskningstelegram til Bismarck av 19. september
1893 i anledning av hans bedring den største begeistring
over hele Tyskland, og da Bismarck i januar 1894 avlagde
et besøk i Berlin, hvor han ikke havde sat sin fot paa
fire aar, var ikke bare han selv, men ogsaa keiseren
gjenstand for den mest stormende hyldest. Bismarck var
veien til folkehjertet for ham. Først senere har verden
gjennem Hohenlohes memoirer faat vite, at Bismarcks
besøk i Berlin var en dyd av nødvendighed, siden
keiseren mente paa, at han ikke vilde være den, som gik
til Friedrichsruhe. „Nu kan de bygge æresporter for
ham i Wien og München," sa han. „Jeg er allikevel et
hestehode foran ham."
Derfor drog han, som sagt, ikke nogen konsekvens av
sin ændrede optræden overfor Bismarck. Her — paa
samme maate som i forholdet til Caprivi og hans kolleger —
var han paa grund av sin mangel paa selvkritik og sit
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
