Apelone. Lucretia.
Apelone: Det gjør mig dog ondt, at dette er hændet; thi eftersom alle Acteurene er mistænkt for den sorte Konst, vil disse Comoedier, som vi baade havde Tidsfordriv og Lærdom af, ganske ophøre. Men see der kommer den pene Madam Lucretia; hun skal glæde sig derover, thi hun har altid været en Hader af vore Comoedier.
Lucretia: Apelone! Nu har jeg faaet Hevn over Comoedierne. Jeg spaaede nok, at disse Acteurs ikke vilde komme vel af Dage; thi de har vældet sig paa Folk af alle Stænder. Nu har de skumlet over Doctere, nu over Advokater, Øvrighed, Apothekere, Borgere og Adelsmænd, ja de har ikke engang sparet Paver, Cardinaler, Bisper, Barberere, Kandestøbere og Dansemestere.
Apelone: Just derfor holdt jeg af Dem; thi Comoedien er et Spejl, hvorudi Mennesker kand spejle sig, og rette deres Fejl derefter.
Lucretia: Det meste, som behagede mig udi Comoedier, var din sidste Act, og udi den sidste Act, den sidste Scene, thi da lakkede det mod Enden. Min Mand var der forgangen Uge, og spyttede deraf, da han gik bort.
Apelone: Jeg veed det nok; thi den Comoedie var om en taalmodig Mand. Hendes Kjæreste kunde have stor Raison denne Gang.
Lucretia: I Spottefugl! Hvem holder I mig for?
Apelone: For en meget artig Kone.
Lucretia: Hvad vil da Slige Choser sige? Det var ikke alleene den Comoedie, min Mand spyttede af, men endogsaa den foregaaende.
Apelone: Deri kunde han ogsaa have fin Raison; thi der blev præsenteret en Jæger med sine Hunde, hvilket er et uangenemt Syn for visse Mænd, som kand frygte, at det kand gaae dem som Actæon, hvilken Hundene tog for en Hjort, og bed ham ihjel.
Lucretia: Hvad var det for en Mand, Actæon?
Apelone: Det var et godt stakkels Mand, som man siger; men -
Lucretia: Hvad vil I sige med jer men?
Apelone: Men han havde ogsaa en meget artig Kone.
Lucretia: I maa tale tydelig for mig; thi jeg forstaaer ikke saadan forblommet Snak.
Apelone: Jeg taler, min Troe, saa tydelig, saa enhver kand tage og føle derpaa.
Lucretia: Adieu, Mademoiselle! Jeg gad ikke være her længere.
Apelone: Ligesom dem behager. Jeg er vis paa, at vi bliver
plaget med flere slige urimelige Folk, der vil glæde sig over den
Hændelse, saasom de haaber, at Comoedien, som har heglet deres Fejl
igjennem, ved denne Lejlighed vill gaae under. Men see, der kommer en
hoppende; det er, min Troe, Hans Frandsen.
