Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Løn gik mod i Plejepcnge. Jons Poter skammede sig over Sønnens
Træskhed, han gjorde Knægtens Forsømmelighed god igen og tog hende til
Kærest for Gud og Mennesker.
Han var et forslagent Hoved, bed godt fra sig mellem Kammerater
og besad en vidunderlig Selvsikkerhed overfor alt kendt. Vilde en og
anden stikle til ham angaaende Rasmine — Jens Peter kunde tørre dem
uf. Men saa snart noget ukendt tonede frem, rullede han sig sammen og
blev lutter Mistro. Han havde den snurrigste Skræk for alt Skriftligt,
ingen skulde faa ham til at røre ved et af mine Manuskripter. Övrigheden
var Djævelens Værk — "den er kun til for at odelägge vi Smaafolk”,
sagde han. Jag er vis paa, han lod hellere alle Ulykker overgaa sig end
lian paakaldte dens Hjælp.
Han var en rask Gut trods sine 65 Aar og log sig ikke køre
agterud i Arbejder af nogen. Og silde Sommeraftens, naar hele Gaarden
hvilede og jeg sad ved mit Arbejde, kom han trækkende op langs Kornet
og udførte en "Fenstring” saa glat som kunde han hava været tyve
Aar.
De to puslede stadig med Tanken om et Samliv og drøftede det med
mig. ”Sa kunde vi faa Børnene hjem saaåan et og et eftersom der blev
Rand til det, og — ja det kunde blive saa skønt” sagde Jens Peter. En
og anden lille Betænkelighed havde han vel. ”Rasmine har et godt
Kropstykke”, sagde han for at vise, at Betænkeligheden ikke var af kødelig
Art, ”mon hun har ingen gue Gaver” (Aandsevner). Det var Opdragelsen
av Børnene, hans Bekymring gaklt.
Resultatet af deres Overvejelser blev, at de trak til Rede, Jens Peter
købte en lille Hytte nede i Engene; og de giftede sig, d. v. s. flyttede
sammen.
Egnen var grundtvigiansk, og Rasmine havde tjent i lutter gode
kristelige Hjem. Hun havde vasket, malket, kogt Grød,’ skuret og passet
Børn og intet Sted var det faldet Husbond og Husmor ind at tage
Forargelse af hende og sætte hende fra Arbejdet nf Frygt for aandelig
Smitte. Hun var stor og stærk og fordringsløs — det betalte sig nok at
have hende. Hun blev da ogsaa snarest mere betroet i Kraft af sin
Særstill ig, maatte arbejde naar de andre hvilede, og tage i Ting ingen anden
gad røre ved.
Men da hun og Jens Peter flyttede sammen for at komme ind under
ordnede Forhold og skabe et beskedent Hjem for sig og Børnene — saa
hun altsaa ikke mere kunde udnyttes — dukkede Forargelsen pludselig
op. Det var ikke nemt at faa Rede paa, hvem den udgik fra, men den
bredte sig hurtigene end Pest. Og en Dag skete Amnedelsen til
Övrigheden for forargeligt Samliv — i Børnenes hellige Navn.
Rasmine og .Jens Peter forstod ikke et Suk al’ det hole; men de
mærkede at det lumrede til om dem, og der’kom Uro over deres Fræden.
De mindede om Væsener, der har vovet sig udenfor Skoven og ikke
kan hinde ind igen; der laa bunden Panik i deres godlidende öjue.
Ganske langsomt gik det op for .Tens Peter, at Samfundet var ude
efter dem, og han mistede al Glæde vod sin lille straatækte Hytte. ”Bare
du vilde brænde, dit Skidt”, sagde han ”saa kunde da ingen faa ondt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
