Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første bok - XVII. Kirke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 191 —
toner med usedvanlig styrke og la en ekstra strenghet
i de blikke han sendte den ukirkelige Will Maskery.
Nu ber jeg Dem inderlig, at De vil forsøke at fore-
stille Dem mr. Irwine skuende ut over denne forsamling,
forsøke at forestille Dem ham i sin foldrike, hvite
messeskjorte, som klædte ham saa godt, med det pudrete
haar strøket tilbake fra det fine, kraftige ansigt med
den prægtige brune farve, de finttegnede næsebor og
den smukke overlæbe. Ti der er noget velgjørende i
dette saa velvillige og samtidig saa intelligente ansigt,
som der er noget velgjørende i alle ansigter en ædel
sjæl lyser ut av. Og over den hele scene strømmet det.
velsignede junisolskin gjennem de gamle vinduer med
sine indfællinger av gult og rødt og blaat, som kastet
saa Vakre farver hen paa væggen likeoverfor.
Jeg tror, at da mr. Irwine idag kastet blikket ut
over sin menighet, dvælte det litt længer end sedvanlig
ved den store stol som tilhørte Martin Poyser og hans
familie. Og der var nok et par mørke øine, som fandt
det umulig at la være at dvæle ved den lille buttete
røde og hvite skikkelse. Men Hetty var i dette øieblik
aldeles likegyldig for alle blikke. Hun hadde kun den
ene tanke, at Arthur Donnithorne snart maatte komme,
ti nu maatte dog sikkerlig vognen være naadd frem.
Hun hadde ikke set ham en eneste gang siden hun
Skiltes fra ham i skogen torsdag aften og — kjære —
hvorlænge siden det var! Alt var gaat som før siden
hin aften; det vidunderlige som da var hændt, hadde
ingen forandringer trukket efter sig. Det var allerede
som en drøm. Da hun hørte kirkedøren svinge banket
hendes hjerte, saa hun neppe turde se op. Hun merket
at hendes tante neiet, og hun neiet ogsaa. Det maatte
være gamle mr. Donnithorne. — Han kom altid først,
den lille gamle, rynkete mand, som myset over brillerne
mot den bukkende og neiende forsamling. Saa visste
hun, at det var miss Lydia som gik forbi; men skjønt
Hetty ellers syntes det var svært morsomt at se hendes:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
