Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første bok - XVII. Kirke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 192 —
smukke lille kulboks-hat fyldt med smaa roser, brød
hun sig dog ikke om den idag. Og — nei — ingen
flere hilsener! Han kom altsaa ikke! Hun følte sig
overbevist om at ingen andre hadde passert stolen før
tjenerpersonalet kom — husholderskens sorte hat og
kammerpikens straahat, som engang hadde vært. miss
Lydias, og saa to puddrete hoder, buttlerens og tjenerens.
Nei, han var der ikke — men nu vilde hun allikevel
se efter — hun kunde jo tat feil — for set hadde hun
ikke. Saa slog hun forsigtig øinene op og saa hen til
den hyndebelagte stol oppe i koret. Der var ingen
andre end gamle mr. Donnithorne, som gned sine briller i
sit hvite lommetørklæde, og miss Lydia, som slog op
sin store bønnebok i guldsnit. Skuffelsen var for svær;
hun følte selv at hun blev blek; læberne begyndte at
skjælve, hun var paa nippen til at graate. Hvad skulde
hun gjøre? Alle maatte jo skjønne grunden. De
maatte forstaa, at hun graat fordi Arthur ikke var
der. Og mr. Craig med denne merkværdige drivhus-
plante i knaphullet, han sat og stirret paa hende, det
visste hun. Det varte saa frygtelig længe førend be-
kjendelsen kom, saa hun kunde faa knæle ned. Men
da trillet ét par blanke draaper. Dog, ingen saa dem
uten snille Molly, ti hendes onkel og tante knælte med
ryggen mot hende. Og Molly, som ikke kunde tænke
sig anden grund til taarer i kirken end at man «fik
ondt», noget der jo hørte til overleveringen, trak en
liten rar, flat blaa flaske op av lommen og puttet den
ind i haanden paa hende med den trøst, at den lugtet
ikke, idet det efter Mollys mening var et stort fortrin
gammelt lugtesalt hadde fremfor nyt: det hjalp uten at
genere næsen. Hetty skubbet lugteflasken utaalmodig
tilside; men dette lille utslag av ærgrelse utrettet hvad
lugtesaltet ikke kunde ha utrettet — det gav hende
kraft til at ta sig sammen og av al magt kjæmpe for
at der ikke skulde komme flere taarer. Ti Hetty hadde
ogsaa en viss styrke i sin forfængelige lille natur. Hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
