Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første bok - XVIII. Arbeidsdag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 200 —
ikke paa hele sommerdagen en stund saa forfriskende
som den, naar solvarmen netop begynder at vinde over
den første morgenfriskhet — mens der endnu er et lite
bitte vift av kjølighet tilbake.
Grunden til at Adam gik bort over stierne paa
denne tid var den, at der var reparationer at utføre paa
en herregaard, som laa tre mil borte, og han hadde nu
hat det travlt siden om morgenen med at læsse paneler,
døre og rammer paa en vogn, som var gaat forut, mens
Jonathan Burge selv var redet avsted paa hesteryggen
for at være tilstede og ta imot sakerne naar de kom.
Denne lille fottur var en hvile for Adam, og ham
selv ubevisst øvet omgivelserne sin sterke indflydelse
paa ham. Der var sommer i hans hjerte, og han saa
Hetty i solskinnet — solskinnet som det var før den
stekende middagshete kom, mens solstraalerne endnu
lekte paa skraa mellem de fine bladskygger. Han
syntes at han igaar hadde opdaget et visst vemod i hen-
des uttryk da han tok hende i haanden, idet hun kom
ut av kirken, og for ham blev dette et tegn paa, at hun
tok del i hans sorg. Stakkars Adam! Vi ser den
ene lille kvinde, vi elsker, i ansigtet som vi ser vor
moder jord i ansigtet og der finder svar paa vore
egne længsler. Det var umulig for Adam ikke at føle,
at det som var hændt i forrige uke hadde bragt ham
betydelig nærmere det maal — at kunne gifte sig. Som
alle sterke naturer hadde han altid følt sig tryg for at
han nok skulde skape sin egen fremtid, men han hadde
et altfor kjøligt hode til ikke at være fuldt paa det rene
med, hvor mange hindringer der var iveien. Og imid-
lertid var Hetty at ligne med et rødmusset æple som
hang ut over muren. Naturligvis, hvis hun virkelig elsket
ham, vilde hun jo vente paa ham, men — elsket hun
ham? Hans haab var aldrig steget saa høit, at han
hadde vover spørre hende. Han var klar over at baade
hendes onkel og tante vilde se venlig til hans frieri, og
uten denne opmuntring vilde han heller aldrig fortsat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
