Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden bok - XXVII. En vanskelig situation
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— PO
han ikke komme væk fra de nagende tanker — han
maatte atter leve om igjen de sidste forfærdelige timer,
og han maatte se frem mot den nye, sørgelige fremtid.
Arthur laa nu ganske stille nogle minutter, men saa
reiste han sig op med megen anstrengelse og saa sig om
som om han søkte noget. Der stod en stump vokslys
mellem et virvar av skrive- og tegnesaker. Med møie
fik hån tændt det, og saa begyndte en forsigtig famlen
rundt i hele værelset, som om han ønsket at forvisse
sig om, om noget var der eller ikke var der. Endelig
fandt han en ganske liten ting som han først stak i
lommen, men saa, ved nærmere omtanke, tok op igjen
og stak ned paa bunden av papirkurven. Det var et
lite lyserødt silkehalstørklæde. Han satte lyset fra sig
paa bordet og kastet sig ned paa ottomanen, ganske ut-
mattet av anstrengelsen.
Ved Adams tilbakekomst vækkedes han av en døs.
«Det glæder mig at De har lys, sir,» sa Adam,
«jeg tænkte netop paa, at jeg burde bedt om en lygte.»
«Nei, nei, lyset varer længe nok. Jeg blir snart
saapas at jeg kan gaa hjem.»
«Jeg synes ikke jeg kan gaa før jeg har set Dem
vel hjemme,» sa Adam nølende.
«Nei, det er nok sikrest. Sit ned saa længe.»
Adam satte sig, og de blev sittende like overfor
hinanden i trykket taushet, medens Arthur langsomt
drak sit whisky og vand og synlig oplivedes. Adam
saa godt dette, og blev nu et bytte for den utaalmodig-
het som griper enhver, naar hans retfærdige vrede hol-
des i sjak av den skyldiges legemlige lidelser. Dog var
der én ting, som maatte til før han kunde gaa videre:
han maatte bekjende, at han hadde været uretfærdig i
en del av sine beskyldninger. Men — saalænge de
intet sa, Saa de heller ikke paa hinanden, og han følte
at hvis de begyndte at tale til hinanden som om de
husket det som var skeet, hvis de saa hinanden helt
ind i ansigtet, maatte de springe paa hinanden igjen.
19 — Adam Bede.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
