Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden bok - XXIX. Brevet avleveres
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
500
skillelsen og lidenskabens og forfængelighetens tumult,
kom der en ubestemmelig, vag frygt for at fremtiden kunde
forme sig ganske anderledes end hun hadde drømt Hun
klamret sig til de trøstefulde ord, Arthur hadde uttalt
ved deres sidste møte: «Jeg kommer hjem til jul, og da
faar vi se.» Hun klamret sig til den tro, at han var
saa glad i hende, at han aldrig kunde bli lykkelig uten
hende; og hun bevaret fremdeles sin hemmelighet — at
en fin herre elsket hende — som noget der stillet hende
over alle andre unge piker hun kjendte. Men uviss-
heten for fremtiden, muligheter, hun ikke kunde finde
ord for, begyndte at trykke hende som luftens usynlige
pres. Hun var alene paa sin lille drømme-ø, og rundt
hende fløt de mørke ukjende vande, hvor Arthurs skib
var seilet bort. Hun kunde nu ingen opmuntring finde
ved at se fremover, men kun ved at se tilbake og bygge
sin tillid og sine forhaabninger paa ord og kjærtegn
som hørte fortiden til. Men helt siden torsdag aften
var disse vage ængstelser undertiden næsten kvalt i den
mere paatagelige frygt for at Adam skulde forraade
hende for hendes onkel og tante, og dette at han plud-
selig bad om at faa tale alene med hende, gav hende
noget helt nyt at tænke paa. Hun maatte ikke la leilig-
heten gaa fra sig; og da gutterne efter teen var i haven
og Totty bad om at faa gaa ut til dem, foreslog Hetty
med forbausende villighet at følge hende ut.
Der var da intet overraskende i at Adam så, at
han ogsaa vilde gaa, og Hetty og han gik en tur i
nøddealléen, mens børnene hadde det travlt paa andre
kanter. Det var saa kort tid — knappe to maaneder
— siden Adam var blevet fyldt med et saa frydefuldt
haab, da han sidst stod her hos Hetty i haven. Mindet
om denne scene var ofte kommet over ham siden torsdag:
aften — solskinnet gjennem æpletrærne, de store ribs-
klaser, Hettys yndige rødme — det kom ukaldet nu, denne
triste eftermiddag med de lavt strykende skyer, men
han forsøgte at trænge det tilbake forat ikke hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
