Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden bok - XLII. Dommen - XLIII. Arthurs gjenkomst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
on Ge
Men mængdens sympati var dog ikke paa fangens side.
Den haarde ubevægelighet, den trodsige taushet frem-
hævet kun endnu mer det unaturlige ved hendes for-
brydelse.. Selv dommen syntes ikke for de fjernere
sittende at gjøre noget indtryk paa hende, men de som
var nærmere saa hende skjælve.
Stilheten var nu mindre intens indtil dommeren
satte paa sin sorte hat, og fængselspresten saaes bak
ham i sin embedsdragt. Da kom den atter, den lydløse
pause, før herolden hadde faat tid til at paabyde taushet.
Hvis noget hørtes, da maatte det være lyden av ban-
kende hjerter.
Dommeren talte:
«Hester Sorrel» . ..
Blodet for op i Hettys ansigt og veg atter, og hun
saa op paa dommeren og holdt sine vidaapne øine fæstet
paa ham som tryllet av rædsel. Adam hadde endnu ikke
set paa hende; der var en dyp avsky, en forfærdelig
kløft mellem dem. Men ved ordene — «og hænges efter
halsen, indtil døden indtræder», gik et skjærende skrik
gjennem hallen. Det var Hettys skrik. Og da för Adam
op og strakte armene ut mot hende. Men hans arme
kunde ikke naa hende. Hun var faldt avmægtig om og
blev baaret ut.
Kapitel XLITI.
Arthurs gjenkomst.
Da Arthur landet i Liverpool og læste brevet fra
Lydia Donnithorne, som kort og knapt meldte ham at
hans bedstefar var død, var hans første tanke: «Stak-
kars bedstefar! jeg skulde ønske jeg hadde været hos
ham da han døde. Han har kanske i sin sidste stund
ønsket at si noget, som jeg aldrig nu faar vite. Det
var en ensom død.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
