Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden bok - XLVII. Nok et møte i skogen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 445 —
kom gaaende denne vei en aften i august for otte maa-
neder siden. Men han hadde ingen verktøikurv og ikke
sin gamle holdning. Han gik med lutende gang og med
hænderne stukket dypt ned i sidelommerne, og han saa
for det meste ret ned for sig. Nu stanset han foran
bøken. Han kjendte træet godt. Det var grænsepælen
for hans ungdom — en mindestøtte for den dag da nogle
av hans tidligste og bedste følelser døde. Han følte sig
saa sikker paa at de aldrig vilde vende tilbake. Og dog
var det som om der i dette øieblik rørte sig en viss
hengivenhet for mindet om den Arthur Donnithorne som
han havde trodd paa, før han den aften kom hithen til
bøken. Det var hengivenhet for en avdød: den Arthur
eksisterte ikke mer.
Han forstyrredes av lyden av skridt som nærmet
sig; men bøken stod like ved en omdreining av veien,
og han kunde ikke se hvem som kom, førend den høie
slanke skikkelse i dyp sorg pludselig stod foran ham i
bare to meters avstand. De for sammen begge, og stirret
paa hinanden i taushet: Ofte hadde Adam i de sidste
fjorten dage utmalt sig at han stod Arthur saa nær
som nu og overfaldt ham med ord der skulde piske
som selve angeren, og ofte hadde han sagt sig selv, at
det var bedst et saadant møte aldrig fandt sted. Men
han hadde i tankerne altid mødt den Arthur som den-
gang var kommet imot ham; ung og blomstrende, livs-
glad og let. Den som nu stod for ham bar alle tegn
paa lidelse. Adam visste hvad lidelse var. Han kunde
ikke røre ved den slagne mand. Han følte ingen drift
som han behøvte at bekjæmpe. Taushet var her mere
retfærdig end bebreidelse. Arthur var den første som
talte.
«Adam,» sa han stilfærdig, «det er kanske godt at
vi er mødtes her, for jeg har ønsket at faa tale med
dig. Jeg vilde ha bedt dig komme til mig imorgen.»
Han taug, men Adam sa intet.
«Jeg vet, at det maa være svært for dig at træffe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
