Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / IV Bog. Klædedragt / 180 (1914-1915) Author: Tr. Fr. Troels-Lund Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 10. Klædedragtens Stof og Farve

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Jubel heroppe og senere netop her udvikledes til en
overordentlig Højde. Det var den Skik, at besætte Klædebonnet med
ædle Stene og Metaller.

Selvfølgelig var Lysten til at bære Smykker gammel i Norden.
Men her som andetsteds havde den hidtil været holdt indenfor
visse Grænser. Metalrigdommen var ikke stor, ædle Stene en
Sjældenhed, og Brugen af Rustninger havde givet Trangen til
Smykker en naturlig Retning mod Vaabenprydelser. Saa kom
det store Omslag, da det nyopdagede Amerika og den direkte
Forbindelse med Indien bragte Sølv og Guld, Perler og
Ædelstene i Masser til Evropa. Samtidig medførte Brugen af
Krudtvaaben en skarpere Sondring mellem Vaaben og Smykker.
Rustningerne veg og gav Plads for det blotte Klædebon, der
trængte til Metalglans. Da saa tilmed den lange Kappe afløstes
af den korte Klædning, aabnedes en hel ny Skueplads for
Smykker og Besætning.


Fig. 174. En ung, tysk Adelsmand i
Begyndelsen af det 16de Aarhundrede.
(Efter Lucas Cranach den ældre. 1472—1553.)

Som saa ofte ved slige Lejligheder
ledsagedes hine store Omvæltninger af en lille
Opfindelse, der gav dem forøget Betydning. Brugen af Diamanter havde
hidtil kun været ringe i Evropa, da man ikke forstod sig paa at
slibe dem. Saa fandt i Aaret 1476 en Guldsmed i Brügge paa at
gnide to Diamanter imod hinanden saa længe, indtil der fremkom
en glat Flade. Det stærke Straaleskær slog ham, og hurtigt
uddannedes den Kunst: ved Slibning med Diamantstøv at tildanne
den døde Overflade til et Væld af Straalebrydninger
[1].

I Forening nærede alle disse Betingelser hin umættelige Lyst
til Anbringelse af ædle Stene og Metaller, der blev et Særkende
for Renæssancen. I de sydlige Lande, især i Italien, fremgik heraf
den mærkeligste Samvirken mellem Kunst og Haandværk.
Næsten enhver af Renæssancens berømte Mestre har stundom

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>