Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Middelalderen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med den Maade, hvorpaa Viserne foredroges, idet det maa antages, at Koret
af Tilhørere med det ligesom svarede den, der som Forsanger sang selve
Visen; paa den anden Side staar Omkvædet i Forbindelse med de
Dansebevægelser, som synes ofte at have ledsaget Sangen. Iøvrigt er Folkeviserne
af overvejende episk Karakter, idet deres Hovedformaal er at fortælle; dog
bliver Fremstillingen ofte stærkt dramatisk, derved at de omhandlede
Personer selv indføres talende.
Ikke et eneste Forfatternavn er naaet til os og kan fortælle os, hvem
Folkevisernes Digtere har været. Der er dog næppe Tvivl om, at Evnen til
at digte disse Viser fra første Færd udelukkende har været til Stede i
Samfundets højere Kredse, og at det er fra Borge og Herregaarde de har bredt
sig ogsaa til de lavere Lag, hvor de alene har holdt sig i levende Erindring.
Selv om Viserne under denne Vandring er undergaaet visse Forandringer,
saa bliver det alligevel paafaldende, i hvor høj Grad hele denne Overlevering
afspejler netop Adelens Liv og Tænkemaade. Det Formelvæsen, som lægger
sig for Dagen i den staaende Gjentagelse af Ord og Vendinger, der én
Gang havde vundet Hævd (Udtryk som "han axlede sit Skind", "hun stod
ham op igjen", "han red sig under Ø", "hun var saa væn en Mø", "den
Liljevand" o. s. v.) kunde tyde hen paa, at der har existeret en Slags
Sangerskole, hvor Kunsten efterhaanden mere blev en Færdighed, som
arvedes fra Slægt til Slægt; men mange Sanges store Friskhed og fortræffelige
Situationsskildringer aflægger paa den anden Side sikre Vidnesbyrd om,
at deres Forfattere har været individuelle Digterpersonligheder.
For Oversigtens Skyld plejer man at inddele Folkeviserne i fire Klasser:
de mytisk-heroiske, de historiske Viser, Ridder- og Trylleviser. Af disse er
det egentlig kun de historiske Viser, der byder Holdepunkter for en Kronologi,
for saa vidt som man tør gaa ud fra, at Viserne er digtede paa et
Tidspunkt, da de Begivenheder, som udgjør deres Emne, endnu var i frisk
Erindring. Lader dette Ræsonnement sig end ikke gjennemføre, da Viserne
snart er betydelig yngre end deres Emne, snart kun foreligger i en yngre
Skikkelse, saa bliver dog saa meget vist, at Folkevisen kan siges at begynde
at blomstre allerede ved Midten af det 12te Aarhundrede; denne Blomstringstid
har varet to Aarhundreder, men hører saa ret pludselig op, saa at de
følgende Aar kun har frembragt ganske enkelte værdifulde Viser.
Den første Gruppe i den nævnte Inddeling af Folkeviserne, de mytisk-heroiske
Viser, omfatter de egentlige Kæmpeviser, der henter deres
Stof dels fra nordiske Sagn, som de findes ogsaa i de islandske Eddaer,
hos Saxo og i andre Kilder, dels fra de store evropæiske Sagnkredse. En
ganske ejendommelig Stilling indtager blandt disse Viser "Thor af
Havsgaard", en Gjenfortælling af Eddaens "Thrymskvide", der fortæller, hvordan
Thor henter sin Hammer, saaledes, at alt er trukket ned i en rent
menneskelig, ja tildels latterlig Sfære, saa at Thor er blevet til en Ridder
af Havsgaard, Loke til en "Lokke Løjemand", Freja til "Jomfru Frøjeborg"
og Thursen til "Tossegreven"; en Mindelse om Age-Thor giver Omkvædet:
"Thor han tæmmer Fole sin i Tømme". Dette er det eneste Gudedigt, som
optræder i Folkevisens Klæder. Ellers findes nordisk Sagntradition i Viser som
den store, fast byggede "Hagbard og Signe" (Stoffet hos Saxo; Omkvæd:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
