- Project Runeberg -  Illustreret dansk Literaturhistorie. Danske Digtere i det 19de Aarhundrede /
1:23

(1907) [MARC] Author: Vilhelm Østergaard
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Middelalderen - Reformationens Aarhundrede

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

og "Aage og Else", om hans "Axel og Valborg", om Ingemanns historiske
Romaner, selv om Trækkene fra Folkevisen i dem har forskudt sig en Del,
om Heibergs "Elverhøj" og om Hertz’s "Svend Dyrings Hus", om Grundtvigs
"Niels Ebbesen" og om Chr. Winthers "Hjortens Flugt". Men for øvrigt
har allerede Johannes Ewald bevidst efterdigtet Folkevisetonen (f. Ex.
i "Liden Gunver"), og hvad Nutiden angaar, er der ingen Tvivl om, at den
videnskabelige Forskning af Viserne langt fra at hæmme snarere vil give
nye Tilskyndelser til en poetisk Udnytten af det mangfoldige og brogede
Stof, som i Aarhundreder var Folkets egentlige digteriske Næring.

*



Reformationens Aarhundrede.



*



Humanisme og Reformation. – Chr. Pedersen. – Hans Tausen. – Povl Helgesen. – Peder
Palladius. – Salmebøger. – Satirer. – Drama. – Folkebøger. – Niels Hemmingsen. – A. S.
Vedel. – Arild Huitfeldt. – Tyge Brahe.

I de protestantiske Lande har Kirkeforbedringen, som indvarsledes af
Luther ved hans Opslag af sine Theses paa Kirkedøren i Wittenberg den
31. Oktober 1517, givet Navn til hele det Tidsrum, hvori Middelalderen
munder ud. Dette Tidsrum kjendetegnes ikke alene ved Bruddet og Fornyelsen
i det kirkelige Liv, men tillige og jævnsides dermed ved Oprettelsen af
Universiteter og Opfindelsen af Bogtrykkerkunsten i de germanske Lande, ved
Gjenoplivelsen af Studiet af Græsk, der breder sig fra Italien, og ved de
store Opdagelsesrejser, som i Forbindelse med de senere astronomiske og
naturvidenskabelige Iagttagelser fuldstændig forandrer Menneskenes Verdensbillede.

I alle disse store Bevægelser forholder Danmark sig fra først af kun
modtagende, men heller ikke modstræbende, over for det nye, for senere
selv at møde til Væddekamp med det øvrige Evropa med Navne som Tyge
Brahe, Niels Stensen, Rømer og Bartholinerne. 1479 stiftedes Kjøbenhavns
Universitet af Christian I og organiseredes af Peder Albertsøn; men det
førte i sit første Aarhundrede, indtil den lutherske Teologi havde afløst den
katolske, en ret hensygnende Tilværelse. De fleste af de ældste trykte
danske Bøger er allerede nævnt; endnu før Rimkrøniken var der trykt
latinske Bøger, den ældste i Odense af den omrejsende Bogtrykker Johan
Snell 1482. Iveren og Interessen for Opdagelser og Sørejser gjenfinder man
i svag Afglans i Bestræbelserne for atter at knytte Forbindelsen med det
fjærne Grønland.

Den humanistiske Dannelse, som hvilede paa det fornyede Studium af
Hellas og Rom, og som en Erasmus af Rotterdam, en Ulrich von
Hutten,
en Melanchthon overtog og forplantede fra de italienske
Læremestre, naaede til Danmark ved Mænd som den Aarhus Rektor Morten
Børup
, Povl Helgesen, Erasmus’ Discipel, og fremfor alt ved dens mest
typiske og betydeligste Repræsentant, Christiern Pedersen. Her som

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:08:14 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dandig19/0029.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free