Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger. IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Phantasien var mig en Ringens Aand, som bragte mig, hvorhen jeg vilde. Min
Dannelse havde udviklet sig seent, men temmelig hurtigt, ligesom Aladdins,
og, ligesom han, havde jeg nylig lært at kiende Kiærlighed. Min Moder
var død, og da jeg skrev Aladdins Vuggesang paa hans Moders Grav,
flød mine Taarer over min egen Moder. Saaledes berørte denne Fabel i
mange Punkter mine egne Livsforhold; jeg ironiseerte ogsaa dermed, og
var mig det under Digtningen ret vel bevidst"[1].
Digtningens Grundtanke – saaledes som den er legemliggjort i de to
Hovedpersoner Aladdin og Noureddin – er atter her Geniets lykkebringende
Magt i Modsætning til den brydsomme Grubien, den kolde, beregnende
Kløgt. Den rødkindede, sorgløse Dreng, der griber til i Blinde, men
som ejer Geniets og Lykkens medfødte Naadegaver, bliver Herre over
Lampens og Ringens Aander, medens Noureddin med al sin Visdom og
al sin verdslige Higen ikke mægter med egne Hænder at finde og gribe
den magiske Lampe. Det er ikke blot den nye Tidsalder og den nye
Poesi, som Digteren knæsætter i "Aladdin", men han symboliserer en
universel, almengyldig Idé, idet han fører Tanken videre og kræver, at det
ved Lykkens Gunst Erhvervede skal gjenerobres og fæstnes i varig Besiddelse
gjennem Selvprøvelse og Kamp. Og hele denne vidunderlig skjønne Digtning
er ikke formet i Allegori og Abstraktioner, men som en uafbrudt
Kjæde af herlige Billeder, komiske og rørende, vemodige og dybsindige, i
en Skala, der bevæger sig fra den dybeste Pathos til den kosteligste Skæmt,
og dog uden at Grundstemningen, den hele vidunderlige Harmoni, brydes
paa et eneste Punkt. Med hvilket straalende Liv fremtræder ikke Figurer
som Gulnare og Morgiane, Mustapha og Hindbad! "Aladdin" er det fuldkomment
klassiske Værk i dansk Literatur, undfanget med den samme
umiddelbare Inspiration som "St. Hansaften-Spil", kun endnu langt rigere,
dybere og skjønnere baade i Ideens Rækkevidde og Formens Udførelse.
"Aladdin", siger Georg Brandes, "er Udgangspunktet for nyere dansk
Aandsliv, Grundstenen, over hvilken den Bygning er opført, som udgjør
dansk Literatur i dette Aarhundredes første Halvdel." Det hedder senere
hen i samme Essay (Adam Oehlenschläger: "Aladdin". (1886)):
"... Ganske saaledes, saa pludseligt, saa mirakuløst som Aladdin finder
sin Lampe, var jo han efter den døgnlange Samtale med den fra Europa
tilbagevendte Steffens bleven overrasket og overvældet af sin digteriske
Evne. Og ikke i stille, langsom Udvikling, men pludseligt, som under et
tropisk Foraar, var hans Poesi skudt i Vejret, havde fuldstændigt fornyet
det danske Sprog, tilført det friske Safter, givet det ny Gang og ny Klang,
havde gjenerobret den tabte Oldtid og indvarslet en stærk, nordisk
Renæssance – og som denne Poesi spændte Bro bortover Rationalismens Tid
tilbage til den hedenske Tidsalder og Myteverden, saaledes skulde den
snart henrive hele Norden, holde Norge fast i det øjeblik, da Politiken
skilte det fra Danmark, ja vinde Danmark Sverig, Fjenden, saa fuldstændigt,
at dette Sverig tilsidst kronede Oehlenschläger til Aandskonge med
den Tegnérske Krans. – Ud fra Anelsen om disse Triumfer, ud fra denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
