Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger. V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gode Lømmel ligger i Sne til op over Ørene". -— I Rimbrevet har Baggesen
skrevet: "... og jeg, som ikke Lampen har, men veed -— om Lampens
Brug og Lampens Aand Besked – vil lære Dig dens Kobberrust at gnide".
Deraf tager den vrede Digterbroder Anledning til at udbryde: "Og han vil
gnide Kobberrust! ... Ja, jeg har rigtignok før seet Kobbertøi poleres med
Trippelse af stødte Muursteen og raadne Citroner. Æbleskivepanderne og
Bouillonskiedlerne i Sophies Kobber-Kiøkken kan han maaskee skure, men
"Aladdin" skal Monsiøren smukt holde sin Næse fra ..."
Saa grov er Tonen i denne private Udgydelse, og unægtelig kommer
Baggesen til at staa helt anderledes sympathetisk, saaledes som han kvitterer
for det Svar, Oehlenschläger har givet paa Rimbrevet. Det hedder i Begyndelsen
af Baggesens mesterlige Digt:
"................ Dit Svar
paa min med Alvor blandte lette Spøg
gienkaldte mig det hele Trylleri,
hvormed din Hakon mig beruste; meer
end noget andet Kvad, Dig Musen huld
indgav, det viste mig i fulde Glands
din Modenhed og Manddom —- ak! men og
hvor let i Rummets og i Tidens Skiød
en Aand miskiender anden Aand og tidt
en Skygge tage kan for Legemet
og Legemet for Skyggen!"
"Barn har jeg været, Adam! ogsaa mig
har Ranglen engang tryllet og Trompeten
med Bladguld om Zinnobermunden og
den lille Hest med Piben i -— som Yngling
jeg og har lyttet til Sireners Sang
og ladt mig føre vild af Lygtemænd
paa mangen natlig Vandring -— altfor syg
jeg ofte været har, som Du for frisk -—
og nærmte Du Dig Skylla, lidt forvoven,
kom jeg, lidt frygtsom, tidt for nær Karybdis -—
maaske jeg end, som Mand, er meer Odysseus
i Raad end Peleus’ Søn i Kamp —- blandt Sangens
Krigsdommere, der Styrke bor og Viisdom
forene, meer en Josva liig end Samson -—
hvad veed jeg! Men Filister er jeg ei;
thi dybt jeg føler i min stille Kraft,
at, slaaer mig og en Stærkere, jeg dog
af Samson selv ei slaaes i Tusindtal ..."
"Vogt ham for Fald! Han ene falde kan
ved Overflyven af sig selv, ved, altfor kjæk,
at ville meer end hans, meer end det Meste.
Indgiv ham mindre Tillid til sin mindre
og større til sin større Kraft —- den største
blev hans! Paa Banen, han har valgt, jeg aldrig
vil naae ham; thi til dens Tvillingtop
opløfter ene Tvillingvingen, som
i Vuggen alt af Barnets Haand og Fod
frempipped i dramatisk Dobbeltleg.
O, lad ham ei miskiende denne Kraft,
som brød i Shakespear ud til Kunstens største Gran
paa sin Tidsalders Dovre! Lad den, hellighøi,
som hiin, og underfuld, men mere rund -—
en Tempelkuppel mod et Kirkespir —-
udbryde paa vor Nutids Libanon,
som Melpomenes største Ceder! Storm
og Torden, Livets Uveir; skaane
dens høitidsfulde Krone! Hiertets Saar
ei nage Marven i dens Stamme! Savn
af Livets Nødtørft aldrig bore sig
ind i dens stærke Rødder! Engang frisk
og lykkelig, ei blot af Musen, men
af Skiebnen blidt og huldeligen tilsmilt,
se Dannemark sin Digter, før omsonst
dets spildte Taarer kalder ham tilbage!"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
