Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bernhard Severin Ingemann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
det sygelige Sværmeri, men kun saa længe Spændingen varede; derpaa tog
"Sværmeriet" endnu stærkere Overhaand. I "Tilbageblikket" fortæller Ingemann
videre: "... Det var, som min Sjæl svævede mellem tvende Verdener
og Tilværelser, men ikke selv vidste, til hvilken den vilde slutte sig ...
Jeg stod i Virkeligheden en højere og skjønnere Tilværelse temmelig nær.
Jeg var ikke fri for Ansats til den samme Lungetæring, der have bortrykket
min Moder og tre af mine Brødre. Min Legemsbygning var fin og spinkel.
Jeg gav i lang Tid efter for min Hang til at arbejde om Natten, og naar
en Ide var ret levende hos mig, arbeidede den uafladelig i min Sjæl baade
i vaagen Tilstand og i Drømme ... Jeg levede kun i den Verden, jeg
drømte mig, men den virkelige Verden, hvori mit Hjerte ingen Tilfredsstillelse
fandt, syntes mig kun et flygtigt og lidet frydeligt Overgangspunkt
til det Liv og den Herlighed, min Aand higede efter. Jeg havde vel med
stor Deltagelse fulgt Napoleons verdenshistoriske Kæmpegang, til han besteg
Keiserthronen, men fra den Time af var han ikke længer min Helt. Min
Deltagelse for Nationernes Liv var Tilskuerens, der seer paa et forvirret
Bataillemaleri, uden Enhed og Holdning, og hvori den eneste Hovedfigur
er fortegnet. Jeg var saaledes unægtelig i en lidende Tilstand; mit hele
Nervesystem var angrebet, og jeg var i nogle Aar saa udmagret, at mine
Venner og jeg selv ansaae mig for en vis Candidat til Tæringsdøden ..."
Saaledes stod det til med den unge romantiske Digter i de Aar, hvor
han udsendte Bind efter Bind af lyriske Digte og Dramaer, der vakte en
Henrykkelse og modtoges med et Bifald, som Digtningenes Indhold ingenlunde
gav Valuta for. Nutidslæsere, der fordybe sig i Ingemanns Ungdomsdigtning
indtil 1816, faar for det meste en uendelig flov og fersk Smag i
Munden. Det er en overordentlig frodig Produktion: Digtsamlingerne 1811
og 1812, indeholdende - foruden lyriske Digte og Romancer - de østerlandske
Æventyrdigte "Parizade" og "Gangergriffen", med Motiver ,fra
"Tusind og én Nat", og det dramatiske Digt "Mithridat", derefter (1813)
Digtsamlingen "Procne" med "Varners poetiske Vandringer", en
Kjærlighedsroman, hvori Digteren lader sin Helt dø af lykkelig Kjærlighed og
opfører en Sentimentalitetens og Forskruethedens Apotheose, som overgaar
al Forstand, endvidere 1814 det romantiske Epos "De sorte Riddere",
med ligesaa uvirkelig og taaget Tankeflugt og fuldt af vidt svævende Allegorier,
og Aaret efter, 1815, det bibelske Drama "Røsten i Ørkenen", Tragedien
"Masaniello", hvori Frihedshelten optræder som den loyaleste, mest
kongetro Borgermand, og endelig - men fortrinsvis at nævne - Sørgespillet
"Blanca", hvis forskruede Sværmeri fik Kjøbenhavns Dameverden -
ja, endel af Mandfolkene med - til at hensmelte i Taarer. Alt dette udgjør
- med ganske enkelte Perler iblandt - en broget Sammenhobning af
hyper-idealistisk Sværmeri, uklare Allegorier og elegiske Stemninger, der
svinger mellem det grufulde og det mystiske, og tilmed ofte er givet i en
saa kluntet og ubehjælpsom Form, at det strejfer lige ind paa Parodien.
Spørger man nu, hvad Aarsagen kunde være til, at disse, for den
langt overvejende Del yderst svage Poesier gjorde saa stor Lykke hos Datidens
Publikum, kan der først og fremmest henvises til det Tidspunkt,
hvorpaa de fremkom. De politiske Forhold var fortvivlede, en almindelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
