Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sophus Schandorph
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Skildringen af denne Type er lykkedes Schandorph ganske
beundringsværdigt, og Romanen er i det hele friskt og karakterfuldt fortalt med en
Mangfoldighed af baade morsomme og gode psykologiske Iagttagelser. Det
var derfor vel fortjent, at „Uden Midtpunkt“ gjorde stor Lykke og bidrog
til at fæstne sin Forfatters Popularitet. Dette blev ogsaa Tilfældet med de
nærmest følgende „Fem Fortællinger“ (1879), hvorimod Schandorph kom
ind paa mindre fast og sikker Grund med den – ligeledes i 1879 –
udgivne Fortælling paa Vers „Unge Dage“. Hovedpersonen her er i Slægt
med Karl Albrecht – ligesom denne „uden Midtpunkt“ –; men Forfatteren
staar ikke i dette Arbejde overlegent og frigjort overfor sit Stof saaledes
som i den foregaaende Roman. Samme Hovedperson – den unge Krage
– er snarest en komisk Figur, holdningsløs og opstyltet, og man kan
derfor ikke – hvad Forfatteren aabenbart har tilsigtet – tage det alvorligt
hverken med hans ideelle Higen, hans Samfundsstormeri eller hans endelige
Fremtidsplan om at grundlægge en Slags ideel, frisindet Mønsterkoloni i
det fjærne Sydamerika.
Helt anderledes solid og paalidelig Virkelighedsbaggrund er der i
Schandorphs næste store Prosaromaner „Smaafolk“ (1880) og „Thomas
Friis’ Historie“ (1881). „Smaafolk“ staar meget højt i hans Produktion og
regnes i Almindelighed som hans bedste og mest typiske Roman. Der er
tegnet et helt Galleri af udmærket sete og fremstillede Figurer, og
Gjengivelsen af det kjøbenhavnske Smaaborger-Milieu, der danner Rammen om
den landsbyfødte Tjenestepiges Oplevelser og Skæbne, er ikke mindre rig
paa ypperlige Virkelighedsstudier, komiske og rørende Træk, der samler
sig til et illuderende Helhedsbillede af Smaafolks Kjøbenhavn og disse
Smaafolks Samleven med den store By. – „Med Thomas Friis’ Historie“
tog Schandorph paa en Maade videre Sigte, idet han stillede sig den
Opgave at give et Stykke Tids- og Samfundshistorie, politisk og socialt, fra
Frederik den Syvendes Dage. Men Opgaven er ikke rigtig lykkedes ham.
Der er fortræffelige Episoder, mange gode Iagttagelser i „Thomas Friis’
Historie“, men ogsaa altfor stor Bredde, unødvendige og trættende
Ræsonnementer, og nu og da en tendentiøs Polemik, det tynger paa den frie
digteriske Fremstilling. Det hænger noget sammen med Schandorphs trofaste
Natur, hans Paalidelighed i de én Gang vundne Anskuelser, og fortjener
for saa vidt Respekt, men hans Vedhængen ved „Skolens“ Teorier gaar
nu og da ud over hans Uafhængighed og virker til Skade for hans
Digtning. Saa udpræget Forfatterpersonlighed som han er, kan han dog nu og
da ganske efterlignelsesvis give sig til at følge fremmede Forbilleder, ikke
blot polemisk og tendentiøst, men ogsaa i Henseende til Detailskildring –
med en Mængde Beskrivelse af Lys og Farver, Lugt og Luft, saaledes som
det forlangtes af Datidens Naturalister, og man ærgrer sig derover hver
Gang, man mærker, at det ikke er Schandorphs egen Stil, men noget
tillært og efterlignet. Denne Svaghed træder dog langt oftere frem i
hans store Romaner end i Smaafortællingerne, hvor han helt og holdent er
sig selv. –
Forinden de tre sidste Arbejder var udkomne, havde der været et Par
Begivenheder, som hver paa sin Vis havde Betydning for ham. I 1877
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
