Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Indledning - Den norske Okkupation i Østgrønland, og hvad der ligger bag den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
14
som Norge nu kræver det. Okkupationsstandpunktet er altsaa
her med andre Ord helt forladt, og Norges Ret til Østgrønland
bygges alene paa, at Norges gamle historiske Ret til Grønland
som en Del af det norske Rige omfattede hele Grønland, ogsaa
det faktisk ubesatte Østgrønland — her hævdes altsaa til Fordel
for Norge det selvsamme Standpunkt, der i Delegationens første
og principale Paastand afvises og bestrides, naar det hævdes fra
dansk Side. Og da »de grønlandske Kolonier« i den gamle norske
Tid alene laa i Vestgrønland, maatte derfor Delegationens andet
subsidiære Standpunkt egentlig konsekvent have ført til, at ogsaa
Vestgrønland, altsaa hele Grønland, krævedes anerkendt som
norsk Land. Ja, da Delegationen bygger Norges Ret til de
grønlandske Kolonier paa, at de lige til 1814 laa som Dele af det
norske Rige, saa maatte Konsekvensen egentlig yderligere have
ført den til samtidigt at kræve anerkendt som norsk Land ikke
blot hele Grønland, men ogsaa de andre tidligere norske Lande,
Island og Færøerne, der efter norsk Opfattelse alene paa Grund
af den i 1814 mod Norge begaaede Uret blev berøvet Norge.
Denne sidste og stærkeste Konsekvens drister den norske
Delegation sig vel ikke til aabent at drage som aktuelt Krav
mod Danmark. Men rent subsidiært undlader den dog ikke at
køre op ogsaa med dette Krav, idet den slutter sin Udtalelse paa
følgende Maade: »Delegationen har fremholdt den urett som
blev begått mot Norge da det i 1814 og de følgende år under
trykk blev berøvet sine gamle skattland”) o. s. v.« Her har vi
Delagationens tredje og mest subsidiære Standpunkt, som man vil
kunne kalde Restitutions-Standpunktet eller
Kieler-Urets-Standpunktet, hvor selv de mest vidtgaaende norske Krav mod
Danmark føres i Marken.
Som man heraf ser, nøjedes den officielle norske Delegation
i 1924 ikke med at spille paa én Streng, men den spillede paa
hele tre Strenge, og spillede paa dem alle uden at mærke, at
det gik ud over Harmonien og kun daarligt forligedes med det,
der officielt angaves som den norske Regerings Bevæggrund til
i 1921 at fragaa Udenrigsminister Ihlens Erklæring af 1919 og
senere at protestere mod Danmarks Suverænitet over hele
Grønland. Det, der kaldte Norge frem til Protest, var jo nemlig offi-
2) Udhævet her.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
