Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første Afsnit. Grønlands, Islands og Færøernes Stilling indtil 1814 - V. Om Skylden for Grønlands-Koloniens Undergang ca. 1500
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
59
Island, der ikke mere selv havde egne Skibe, faaet Grønlands
Skæbne, hvis ikke Englænderne netop i den mest kritiske Tid
havde faaet Kig paa det rige Fiskeri ved Island og genoptaget
Sejladsen paa Island og trodset de norske Kongers Forbud, og
hvis ikke Unionskongerne senere oftere havde lukket Øjnene for.
Englændernes og Tyskernes Handel paa Island og for at hjælpe
den nødlidende Befolkning paa Island efterhaanden givet dem
Licens dertil trods alle de norske Købmænds Protester.)
Dette er Sandheden om Skylden for den »norrøne«
Kolonisations Undergang paa Grønland. Og naar Fru Ella Anker alligevel
vil give Danmark Skylden derfor, ja endog vil anklage det
nulevende Danmark for Haagerdomstolen af den Grund, og naar
et Skrift, hvori en slig Anklage mod Danmark fripostigt
fremføres, udsendes paa Engelsk som Tillæg til »Norges Kvinder«,
Nr. 58, saa er dette ikke til Ære for Norges Kvinder”).
71) Jfr. Adils S. 9 og S. 21, Note 3, hvor han udtaler, at det ser ud til,
at Kristiern II laante Nordmændene Øre til at begynde med, men at »han
kom vist snart til den Overbevisning, at det kun vilde skade Islænderne«.
7?) Samme Opfattelse som ovenfor hævdet er uafhængigt af mig nylig
udtalt af en islandsk Forfatter, Math. Thordarsson, i en Kronik:
»Nordbokoloniens Undergang i Grønland« i »Berlingske Tidende« for 5. Febr. 1932.
Derimod er den Fremstilling, der i det nyeste danske Standardværk:
»Greenland«, III, 1929, S. 80, gives af Grunden til Nordbokolonisationens
Undergang, desværre lidet heldig. Naar der her saaledes lægges Vægt paa et
Lovbud af Kong Olaf af 1384 — det er det foran i Texten omtalte af 26. August
1383 —, saa er det bl. a. overset, at det er udstedt af Norges Drost og det
norske Rigsraad i den umyndige Kong Olafs Navn og altsaa ikke kan lægges
denne selv til Last. Naar det videre udtales, at Dronning Margrethe under
den ovenfor S. 55 flg. refererede Retssag i Bergen af 1389 »hævdede, at
Kronen havde en udelukkende Ret til Handelen med Grønland«, saa kender vi
intet til en saadan personlig Indgriben i Sagen fra Margrethes Side; det eneste,
der foreligger, er en Indberetning til Dronningen fra de norske Domsmænd i
Bergen, der har dømt i Sagen, om denne mærkelige Sag, efter at Dommen
er fældet. Naar der fremdeles henvises til Erik af Pommerns Paabud af
7. Maj 1425, saa er det atter overset, at ogsaa dette Paabud er givet af det
norske Rigsraad paa egen Haand i Kongens Navn, medens Kong Erik var
paa Rejse i Udlandet, saa heller ikke Kong Erik kan bære Ansvar for det.
Naar det derfor som Konklusion formenes, at en Hovedgrund til
Nordbokolonisationens Undergang var »Flytningen af den norske Regerings Sæde til
Danmark«, da er denne Slutning altsaa meget slet begrundet, da vi bag alle
de anførte Akter ser det norske Rigsraad og norske Mænd i Norge som de
eneste agerende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
