Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet Afsnit. Begivenhederne i 1814 - VIII. Kielerfredens Art. 4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
89
vældens Indførelse, da de blev Lande tilhørende den enevældige
Konges danske Monarki, fik nu sin endelige, stats- og
folkeretlige Afslutning, idet de nu for Fremtiden kom til at tilhøre
Danmark alene, hvad Grønland iøvrigt som paavist ogsaa allerede
før 1814 faktisk maatte siges at gøre.
Det er jo angaaende denne Afgørelse af de nævnte
»Skatlandes« Stilling, der som foran paavist i Virkeligheden var
Frugten af en lang historisk Udvikling, at der i vore Dages Norge er
blevet rejst en saa voldsom Blæst, og ført en saa luende
Indignation i Marken. Men i 1814, da Begivenhederne foregik,
satte den ikke Sindene i nogen stærkere lidenskabelig
Bevægelse.
Den afgørende Magtfaktor under Fredsforhandlingerne i Kiel,
Carl Johan, ses fra første Færd af ikke at have næret mindste
Ønske om, at Grønland, Island og Færøerne skulde følge med
Norge over til Sverige. Og dette er ogsaa let forstaaeligt ud fra
det overvejende geografisk-strategiske Synspunkt, ud fra hvilket
han med Aschehoug maa formodes at have set paa Norges
Forening med Sverige. Norge udgjorde en naturlig geografisk Enhed
med Sverige, og det var af største militær Betydning for Sverige,
at det ved en Forening med Norge sikredes imod, at det som
saa ofte før og lige indtil faa Aar forinden blev faldet i Flanken
fra Norges Side samtidig med, at det maatte føre Krig mod
Danmark eller Rusland eller mod begge paa éngang. Men de fjærne
Lande Grønland, Færøerne og Island! De udgjorde jo ikke nogen
geografisk Enhed hverken med Sverige eller med Norge, de var
kun Rester af et forlængst tabt »Større Norge« og styredes
forlængst ikke mere fra Norge selv. Og militært vilde de jo ikke
have været til mindste Hjælp, men kun til Fare og Svækkelse
for Sverige-Norge. At man fra svensk Side overhovedet fra først
af slet ikke har tænkt paa eller ønsket at overtage de gamle
Skatlande, fremgaar da ogsaa, som af Halvdan Koht anført, klart
deraf, at det var et svensk Udkast, der blev lagt til Grund for
Forhandlingerne i Kiel, og at der i dette nøje siges, hvad Carl
Johan vilde have, nemlig de deri opregnede Bispedømmer i Norge,
og til dem hørte Skatlandene ikke’).
?) Halvdan Koht, Det Grønland, vi miste, 1924, S. 12. Saaledes ogsaa
Gjelsvik, Die norwegisch-schwedische Union, 1912, S. 23.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
