Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet Afsnit. Begivenhederne i 1814 - VIII. Kielerfredens Art. 4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
98
skulde have Sveriges sidste usikre Besiddelser i Tyskland.
Svensk Pommern og Rügen, thi dem havde den danske Konge
aldrig frivilligt byttet for sit gamle Arverige Norge. Naar
derfor Prof. Skeie S. 18 udtaler, at Norge i 1814 blev »solgt« som
en kgl. Domæne, da er det et lidet værdigt Udtryk. Da
Suderøerne og Man i 1266 af den norske Kong Magnus Lagabøter
afstodes til Skotland mod en Sum éngang for alle og en aarlig
Afgift, da skete dette uden at den norske Konge direkte var :
tvunget dertil ved Krig, thi hans Fader, den mægtige Haakon
Haakonsson, havde da netop ved et stort Krigstogt mod Skotland
sejrrigt hævdet Herredømmet over de fjærne norske Skatlande
— den store Konge lukkede som bekendt i 1263 sine Øjne i
Kirkevaag (Kirkwall) paa Orknøerne. Og skønt det naturligvis
var Forstaaelsen af det haabløse i i Længden at hævde
Herredømmet over disse fjærne Besiddelser, der bevægede Haakons
Efterfølger til faa Aar efter at afstaa disse Øer, saa finder den
norske Historiker Alexander Bugge dog, at derved at Afstaaelsen
formelt skete i Form af et frivilligt Salg, »blev Norges Hæder
reddet«*). Naar det derimod i 1814 var en dansk Konge, der
utvivlsomt tvunget ved Krig maatte afstaa sit ene Kongerige
og kun fik en ringe Erstatning derfor i nogle usikre tyske
Besiddelser— der senere i 1815 maatte ombyttes med det lille
Lauenborg og en Sum Penge — saa var der her efter Prof.
Skeies Mening Tale om et formeligt »Salg«, der satte en Plet
paa Danmarks Ære. Saa forskelligt kan altsaa Nordmænd se
paa Sagen, naar det drejer sig om Norge og om Danmark!
Med Afslutningen af Kielertraktaten af 1814 var jo
Forandringen af Islands, Færøernes og Grønlands stats- og folkeretlige
Stilling fuldbyrdet: de tilhørte i hvert Fald nu ikke mere det fælles
dansk-norske Monarki, men Danmark alene. Men hvor lidt denne
Forandring indadtil i Virkeligheden betød, fremgaar deraf, at
mens Danmark nu for Fremtiden ikke mere fik noget med
Norges Styre at gøre, betød hele Forandringen for de nævnte
Bilandes Vedkommende alene deri, at islandske, færøske og
grønlandske Sager i Centraladministrationen i København nu
blot, efter at de »norske« Kontorer var ophævede, henlagdes til
13) I »Norges Historie«, II,, S. 300.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
