Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet Afsnit. Begivenhederne i 1814 - IX. Norges Stortings Godkendelse af »Skatlandenes« Forbliven ved Danmark
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
110
Omtalen finder Sted S. 142. Det udtales her først: »Danmark
har i Norge besiddet et Land, med hvilket det ej allene har
udstyret sine Princesser, men med hvilket det Stykke for Stykke
har løskøbt sig fra en paatrængende Sejrvinders Fordringer,
indtil det tilsidst ved hele Norges haanligt fornærmelige Bortgivelse
afledte Lynilden fra sit Hoved og forebyggede sin Undergang. Det
er dog unægtelig al den Fordel, man kan drage af et Land«. Efter
denne voldsomme og uretfærdige Anklage mod Danmark — thi
det var jo Sejrvinderen, Sverige, der ønskede Afstaaelse af norske
Provinser, og i 1660 maatte Danmark jo selv afstaa tre af sine
ældste og bedste danske Landskaber, Skaane, Halland og
Blekinge, til Sverige — kommer den ret spagfærdige Omtale af de
sidste Skatlandes Tab — det eneste Sted i Anklageskriftet, hvor
det overhovedet berøres. Omtalen lyder saaledes: »Den større
Deel giver eller sælger man bort, en Part, Island, Grønland,
Færøerne, disse ringe Levninger af hvad Forfædrene ved deres
Vindskibelighed og Heltefærd erhvervede sig, beholder man for sig
selv«. Disse ringe Levninger beholder man for sig selv! Mere
ligegyldigt, næsten ringeagtende og undskyldende, kan der ikke godt
tales om den Ting. Mere forbitret over Tabet af disse Rester af
Norges gamle Skatlandsrige var den mest norske Nordmand i
Datiden altsaa ikke!
Og nu de andre Nordmænd, der i Tiden omkring 1814 førte
Ordet paa Norges Vegne? Ja, hvorledes Medlemmerne af den
norske Regering og af Stortinget saa’ derpaa, det har vi set i
det foregaaende, særlig af det overordentlige Stortings Ansøgning
til Kongen af 1818 og af den norske Regerings Instrux til de
norske Forhandlere af 1815 samt af Stortingsforhandlingerne i 1821.
De saa’ saa godt som alle paa Grønland, Island og Færøerne som
norske Kolonier, der under Enevælden i Virkeligheden var
kommet til at tilhøre hele Monarkiet — altsaa i ret nøje
Overensstemmelse med den her i denne Afhandling hævdede Opfattelse. De
forstod utvivlsomt godt, at deres gamle Konge ikke vilde afstaa merę
af sit Monarki end nødvendigt. Og skønt der — og deri har Dr.
Smedal Ret — under Stortingsforhandlingerne i 1821 kom
adskillige Udtalelser frem om de Tab, Norge havde lidt under
Foreningen med Danmark, saa hører man dog ikke fra disse
Datidens Nordmænd et eneste Ord om »Svig« eller »Underslag« i For-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
