Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet Afsnit. Begivenhederne i 1814 - IX. Norges Stortings Godkendelse af »Skatlandenes« Forbliven ved Danmark
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
111
bindelse med Tabet af de gamle Skatlande. Tværtimod omtales
disse Skatlandes endelige Tab i 1814 regelmæssigt højst med
samme stilfærdige Resignation som de tidligere Tab af
Suderøerne og Man, Orknøerne og Hetland.
Det skal tilføjes, at heller ikke efter 1814—21 synes man i
Norge at have set væsentligt anderledes paa det, før den nynorske
Grønlandsagitation omkring 1920 begyndte. I sin Afhandling
»Kielerfreden« af 1886 fælder Prof. Yngvar Nielsen saaledes
følgende Dom over den i 1814 skete Adskillelse af de gamle
Skatlande fra Norge: »Det kan være, at ingen af Parterne havde
meget at klage over denne Adskillelse, og at Besiddelsen af de gamle
Bilande ikke i nogen Henseende vilde været til større Fordel for
Moderlandet — det var dog ialtfald et gammelt historisk
Forhold, som her opløstes, og dette maa altid stemme til alvorlige
Betragtninger, selvom den umiddelbare Samfærdsel mellem
Landene i den gamle Form forlængst havde ophørt«”).
Men Prof. Skeie nøjes ikke med at fælde en ganske uretfærdig
Dom over de danske Statsmænd i 1814. Han vil ogsaa forsøge at
bortfortolke selve det klare endelige Afkald paa Skatlandene, som
selve Norges Storting gav ved sin Beslutning af 29. Maj 1821.
Prof. Skeie erkender vel, at saavel Konventionen af 1.
September 1819 som Stortingets Beslutning af 29. Maj 1821 om, at alle
gensidige Fordringer i Anledning af Foreningen mellem Danmark
og Norge skulde være og blive »aldeles op- og afgjorte«, »efter
Ordene« kan »fortolkes saa, at de utelukker alle krav, som. ikke
er avgjort eller reserveret«. Men han hævder, at »de kan ogsaa
fortolkes paa den maate, at de bare gælder det økonomiske
opgjør«. Og derefter konkluderer han: »i sidste tilfælde vil Norge
fremdeles ha ikke bare et moralsk, men ogsaa et juridisk krav
paa Færøerne og Grønland. Der gælder ingen forældelse i
folkeretten. Og under hele unionen med Sverige var Norge faktisk
hindret i at fremme et krav paa tilbakelevering, fordi landet ikke
havde eget utenriksorgan «°").
Man kan kun beundre Dristigheden i dette
Fortolkningsforsøg. Alligevel svigter Dristigheden Professoren paa et afgørende
Punkt: han tør kun indrømme Norge et baade moralsk og juri-
29) Yngvar Nielsen, Kielerfreden 1886, S. 20.
39) Skeie, Grønlandssaken, S. 22.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
