Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet Afsnit. Begivenhederne i 1814 - X. Kielerfreden og Kongeloven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
116
sen at føre sin Paastand praktisk igennem. Men at det ogsaa skulde
være i Strid med Kongeloven, at de gamle Skatlande ikke fulgte
med til Sverige og derigennem til Norge, den Konsekvens dristede
man sig dog ikke dengang til at drage. Tværtimod godkendte
Stortinget selv i 1821 de gamle Skatlandes Forbliven ved
Danmark, og godkendte altsaa forsaavidt faktisk Kielerfredens Art. 4.
Det er derfor først nynorske Forfattere, der har rejst
Paastanden. Naturligvis er Fru Ella Anker her med’) og ligeledes
Idar Handagard. Den sidste udtrykker sig saaledes: »Ikke engang
til prinser og prinsesser af blodet kunde en sønderlemmelse og
udstykning t. ex. af Norge finde sted — — —. Ifølge Kongeloven,
som stod over Enevoldskongen, havde han ingensombhelst ret til
at sønderlemme og dele Norges rige eller afstaa det«°"). Men
ligesaa dristigt udtrykker Prof. juris Skeie sig. Han erkender vel, at
Hensigten med Kongeloven § 19 var »at udelukke en deling
mellem to eller flere prinser«. Men alligevel drager ogsaa han den
videre Slutning: »Men det var naturligvis saa meget mere
forbudt at ta en del av det ene rike og overføre den til det andet«®).
Og selv Dr. juris Smedal stemmer her i med: »I Kongeloven var
det, « udtaler han, »bestemt i artikel 19, at begge riker »skal
uskiftet og udelt være og blive«. Det, som Frederik VI hadde forsøkt
i Kiel var just å »dismembrere« og dele Norge. Hans handlemåte
var således stikk i strid med Kongeloven og forutsetningen for
denne«®*).
Heldigvis har en anset og roligt tænkende Nordmand allerede
i 1821, da Kongelovens Art. 19 anførtes som Argument mod
Retsgyldigheden af selve Norges Afstaaelse, sagt Sandheden om hele
denne mærkelige Fortolkning. Det var den daværende unge
Byfoged, senere Justitiarius i Norges Højesteret, G. J. Bull, der som
Stortingsmand under Forhandlingerne om Gældsopgøret paa
Stortinget 29. Maj 1821 havde Mod til op imod Stortingets Flertal at
368) S. 6: »The Union King had no right to dismember the kingdom of
Norway transferring her colonies to his other kingdom. This was a breach
of the fundamental treaty of 1665, »The Kings’s law«.«
37) Handagard, S. 98.
38) Skeie, S. 8.
39) Smedal, Oppgjør, S. 40: Paa samme Maade ogsaa Brinchmann i
Norsk Geografisk Selskabs Aarbok 1919—21, S. 90.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
