Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wegener, Caspar Frederik, 1802–93, Historiker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dem, der nedlagde Indsigelse mod den paa Grund af Farerne ved
dens vide Valgret. Men Tidens Røre skulde bringe den lærde
Forsker, der helst sad i sit Studerekammer, endnu mere frem for
Offentligheden. Han havde for Regeringen lagt alle de Aktstykker
til rette, der her i Landet og i Udlandet kunde tjene som
Grundlag ved Forhandlingerne om Arvefølgens Ordning; han havde
tillige sammen med Professor J. E. Larsen i Skrivelser til Regeringen
hævdet, hvor nødvendigt det var at holde fast ved
Tronfølgereglerne efter Kongeloven. Da nu Ministeriets Chef Bluhme i sit
Budskab til Rigsdagen 4. Okt. 1852 opgav Tanken om at beholde
Kongelovens Arvefølge, kunde W. ikke tie. Efter at Regeringen
ikke havde agtet hans tidligere Indlæg, mente han intet at ville
opnaa ved en Henvendelse til den, hvorfor han lod trykke og
omdele til Rigsdagens Medlemmer: «Forsvar for Danmarks
Kongers og Kongehuses, navnlig Prins Christians og Gemalindes fulde
Arveret efter Lex Regia» (1852). Det var dyb Angest, der drev
W. til dette Skridt; han saa Muligheder for et nyt Slesvig-Holsten
og for andre Søndringer af Riget, saafremt Prins Christians
Mandslinje skulde uddø; W. vidste desuden, at han i denne Sag havde
Kongen som Meningsfælle og ligeledes den Mand, hvem han
tilegnede Skriftet, Gehejmeraad P. C. Stemann. Ministeriet lod strax
W. tiltale ved Generalfiskalen. Efter at Rigsdagens Flertal
nærmest havde sluttet sig til den Wegenerske Opfattelse, blev
Folketinget opløst, og da det nye Folketing var lige ubøjeligt, blev
hele Rigsdagen opløst, indtil Regeringen omsider sejrede.
Imidlertid var W. blevet frifundet baade af Kriminalretten og
Højesteret, hvilken sidste dog paalagde ham Sagens Omkostninger i begge
Instanser. Regeringen ønskede alligevel W. straffet, men maatte
nøjes med at give ham en af A. S. Ørsted paraferet
Tilkjendegivelse af Kongens Mishag. W. modtog dog fra Kongen en
egenhændig Billet med dennes Billede og de to Verslinjer: «il faut
écrire ce qu’on peut, quand on ne peut écrire ce qu’on veut».
Da Studenterne vilde bringe W. en Hyldest, forbød Politiet det,
og Konsistorium maatte tildele Hovedmændene en Irettesættelse.
Studenterne besang dette i en berømt Vise om «Konferensraad
Wegener, den brave, Historiograf og Gehejmearkivar». W. havde
i øvrigt selv frabedt sig enhver Hyldest.
Efter den Tid blev W. ikke draget ind i det offentlige Liv,
og kun hans høje Stilling og stadig gode Forhold til Kongerne
lod ham være nærstaaende Tilskuer ved Tildragelserne ved Hove
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
