Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Colbjørnsen, Christian, 1749-1814, Justitiarius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
staaet i et venskabeligt Forhold til Moltke;
men han følte dog dennes Udnævnelse som en
bitter Krænkelse. Da han som ung Mand havde
søgt Amtmandspladsen i Stavanger, var en aldeles
ukvalificeret Adelsmand ble ven foretrukket for ham,
nu efter at han — bortset endog fra Virksomheden i
Landbokommissionen — i en Række Aar havde gjort det
betydeligste Arbejde og baaret det største Ansvar
paa et af Statsstyreisens vigtigste Omraader, saa
han sig atter tilsidesat for en Adelsmand. Skjønt
han i flere Aar arbejdede i ydre god Forstaaelse
med Moltke og havde fortsat væsentlig Del i vigtige
Lovarbejder, var der en Brod i hans Indre. Det var,
som om den gamle Bitterhed imod Fødselsaristokratiet
kun ventede paa en Lejlighed til at bryde løs.
Denne kom (1803), da et Andragende fra en borgerlig
født Mand, Generaladjudant Lindholm, om at faa sine
Døtre indskrevne i Vemmetofte Kloster bragte C. til
at opstille den Paastand, at Retten til at opnaa
Adgang til dette adelige Kloster ikke alene tilkom
de adelig fødte, men ogsaa Døtrene af «Embedsmænd
i Rangen». Sagen var tilsyneladende ikke af stor
Betydning; men da Moltke bestred Rigtigheden af
C.s Paastand, kom det til en Kamp imellem dem,
der vidnede om, at en dybere Modsætning laa bag ved
den. Med en paafaldende Lidenskab greb C. Lejligheden
til over for sin adelig fødte Modstander at skildre
den aristokratiske Aand, som han mente efter Frederik
IV’s Død havde faaet Magten her hjemme. Det var Tonen
fra hans Indlæg i Landboreformsagen, men skærpet ved
personlig Bitterhed, der her atter kom frem. Ingen
kan tage fejl af, at det skulde være et Sidehug
til Moltkes formentlig aristokratiske Standpunkt,
naar han efter at have fremhævet det Dødshug,
Landboreformerne havde rettet imod Levningerne af «det
stygge Lensvæsen», udbryder: «Men Aristokratiets Aand
turde maaske endnu skjule sig iblandt disse Ruiner
og lure paa Fremtiden.»
Skjønt C. under Debatten viste sig baade Moltke og de andre
Kancellideputerede, der støttede denne, i høj Grad overlegen, kan
der næppe være Tvivl om, at han med Hensyn til det egentlige
Stridspunkt ikke havde Ret. Derimod var det en vitterlig
retshistorisk Fortjeneste, at han henledede Opmærksomheden paa
Betydningen af de hidtil ganske oversete Privilegier for de kongelige
Betjente af 11. Febr. 1679 og paa det Vidnesbyrd, de gave om
Christian V’s Ønske at hæve Embedsstanden i Klasse med Adelen.
Efter denne Strid holdt Regeringen en fortsat Samvirken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
