Om noen dager sendte kongen henne med ærefullt og utvalgt følge, ført åv Antigono, til sultanen. Ingen behøver vel å spørre om det blev glede da hun kom igjen. Antigono og følget hans blev også meget vennlig mottatt. Da den unge prinsessen hadde hvilt sig ut efter reisen, vilde sultanen høre hvordan hun hadde berget livet, og hvor hun hadde holdt til 1 hele denne lange tiden, uten å kunne gi ham noen be- skjed om sin tilstand. Damen hadde lært leksen sin hos Antigono godt, og hun fortalte derfor følgende til sin far: «Kjære far, det kunde vel være den tyvende dagen efter min avreise, da en fryktelig storm knuste skibet og drev det om natten mot en kyst i Vesten like ved et sted som heter Aquamorta. Hvad der blev av mennene som var på skibet, har jeg aldri fått vite; jeg husker bare at jeg dagen efter våknet op likesom fra døden, og blev sammen med to av følgekvinnene mine funnet av folket der i landet. De hadde sett det strandede skibet og kom farende for å plyndre det. Flere unge menn var med; de tok oss og førte oss avsted 1 forskjellige retninger. Om de to har jeg aldri hørt noe siden. Jeg blev grepet av to menn, og tross min motstand og mine tårer drog de mig med sig efter håret. Just som de vilde slepe mig inn 1 en tykk skog, hendte det at fire riddere kom imot oss. Straks mine røvere så disse fire, slapp de mig plutselig og rømte sin vei. De fire riddere så ærbare og høviske ut; da de så røverne flyktet, kom de bort til mig og spurte mig om mangt og meget, og jeg sa også meget til dem; men ikke forstod de mig, og ikke forstod jeg dem. Derefter rådslo de lenge med hverandre, og løftet mig til slutt op på en av hestene sine, førte mig så til et kvinnekloster, som var oprettet efter deres religions forskrifter. Hvad ridderne kan ha sagt der, vet jeg ikke; nok er det, jeg blev 166