Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wergelandstiden. 1820—1845 - Tiden og mennene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TIDEN OG MENNENE Så
han en dag diktet «Til Henrik Wergeland» — «Hvorlænge vil Du rase
mod Fornuften» og satte til motto over diktet Reins tåpelige ord:
Det sande Store jævnt og simpelt er;
saa var en Moses, saa var en Homer.
Welhaven var et par og tyve år da han rettet dette angrep på Werge-
land. Han har neppe vært sig helt klar hvilke følger angrepet vilde få.
Han hadde sett sig gal på Wergelands diktning og den begeistring den
vakte, og at sammenstøtet engang måtte komme, var klart, og så hugg han
i med det dikt som var grovt og utfordrende i angrepet, parodisk i sin
antydning av ros:
Dog faldt saa mangt et Lyn forbi dit Øje,
og mangt et Mannakorn i dit Skjød.
Hvi fredet Du ei Gnisten fra det Høie?
O, den var bleven til en venlig Glød.
Nu er det Afsind kun, hvortil Du stræber.
Hvad skjønt Du skaber, ynkelig Du dræber.
Det uheldigste i hele diktet er vel ønsket om at Wergelands flamme
skulde reguleres ned til «en venlig Glød».
I hele den polemikk som fulgte efter, selv i det aggressive, voldsomme
og kritisk ikke helt vederheftige skrift «Henr. Wergelands Digtekunst og
Polemik ved Aktstykker oplyste» er det som en hemmelig usikkerhet under-
minerer hans angrep. Midt i fremstøtet er det som han fektende trekker
sig tilbake. Han lærte ganske visst aldri å forstå Wergeland, skjønnheten
i et og annet dikt kunde han vel fatte, men han så alltid i ham en for-
spilt og forvillet og fortapt genialitet, og som menneske var han ham en
vederstyggelighet. Men allikevel er det som han ikke trivdes i denne strid
om den enkeltes diktning. I forordet til sine samlede skrifter fra 1867
skriver han: «Denne min tidlige Strids-Periodes Skrivemaade forekommer
mig næsten fremmed, og anderledes enn dengang søger jeg nu at gjøre
Rede for æsthetiske og literære Anskuelser. I hine Ungdomsdage havde
jeg, sammen med dyb Følelse for en Forfatters Pligt og Ansvar, megen
Kamp-Iver, og halvt modstræbende reves jeg ind i Fegtningen, inden jeg
selv var rigtig vaabenklædt ... Skulde man nu synes, at hin polemiske Tone
i Meget er anstødelig, da bør det erindres, at Qvergangens Tid, Renais-
sancen, altid tillige er en Stridens og Invektivernes Tid.» Tross den «megen
Kamp-Iver» trakk han sig ut av den direkte strid om Wergeland og overlot
den til de andre danomaner, og utenfor polemikken i Studentersamfundet
svarte han sjelden på Wergelands angrep. Hans motstykker til Wergelands
direkte og utilslørte og høist personlige angrep i farsene blev hans sym-
bolske dikt, hvor snart Wergeland rammes som i «Glaukos» og «Møkkur-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
