Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TIDEN OG MENNENE 43
Stenen i Stefanens Pande — Løgnen kun Sekunden vinder.
den er Løgnen mod det sande. Intet Sandhedsord forsvinder.
Taabelige, grumme Haand, Som et Vift af lette Lin
som vil sigte paa en Aand! Løsnes styrkende Lavin,
Ha, hvad Seiersglans der bryder Er det nok til at begrave
af det Saar, hvis Blodstrøm flyder! Verden, naar den er aflave.
Men det maa ei hviskes stille.
Sandheds Ven ei blot maa ville.
Vær i et og alt dig selv!
Det er Seirens Kunst min Sjæl!
Som Stefanen mellem Stene
maa du staa, om selv alene.
Men det lå ikke for Wergeland å stå stille som Stefanus og la sig
stene ned. Tvert imot, han gjorde et villt og forferdende sprang mot mot-
standeren i farsen «Vinægers Fjeldæventyr». Nu vet han hvem Daa er
og nu skal alle vite det. Daa er Kain. Han er så giftig at en hugorm dør
når den biter ham. Han består av «et Lag af Ondskab, saa atter et Lag
af Ondskab, og saa videre ned i Dybet, indtil man naar Lavhedens Ur-
strøg hvorpaa hans Tilværelse er bygget.» Daa svarte med en lang og
hånlig anmeldelse.
Wergelands neste svar var det forunderlige aktstykke «Den Tale jeg
vilde holde ved et Prøvevalg for Akershus Amt, 15. Aug. 1841.» Daa
hadde stillet sig til valg og blev også valgt — og det er Wergelands hensikt
med sin «tale» å vise hvem Daa i virkeligheten er, og hvor uberettiget
den mann er til å motta tillitshverv som har villet ødelegge Wergeland og
stillet sig mellem ham og folket. Talen førte til at Daa anla sak mot
Wergeland og vant den, — og det er ikke av hans minst utiltalende trekk
at han prosederte på sin anonymitet, at han som «Granskerens» eier, men
ikke ansvarlige redaktør måtte stå utenfor saken mellem «Granskeren» og
Wergeland. Det er ufattelig at professor Sars (Norges Historie, VI bind,
I. 2. avd.) i sin iver for å forsvare Daa kan skrive: «Daa traadte aabent
frem som «Granskeren»s Redaktør; han vedkjendte sig uden Omsvøb sit
journalistiske Forfatterskab.» I saken mot Wergeland nektet Daa nettop
å stå ved sitt forfatterskap.
Striden døde nu hen. Wergelands siste utbrudd var den før nevnte
«Vintervise». Men det grov i hans sinn, han hadde meget vanskelig for
å komme over bruddet med Daa. Han kunde ikke glemme den fordums
venn hans fantasi hadde skapt — meget lettere kunde han glemme den
uvenn han hadde tegnet i «Vinægers Fjeldæventyr». Han kunde ikke
tenke sig annet enn at vennen engang måtte komme tilbake. Det blev til
«Fordums-Venner»:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
