Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wergelandstiden. 1820—1845 - Henrik Arnold Wergeland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HENRIK ARNOLD WERGELAND 93
gjennem alle ulykker. Det er et drama om kvinners altopofrende evne,
om kvinner som drives til barnemord av ømhet og hjertets angst. Dets
slutning er — likesom i «Den indiske Cholera» — utpreget romantisk. I
«Den indiske Cholera» flyktet den engelske guvernørs sønn og hans indiske
elskede Sami til en fjern Øi:
Ja før os til en Ø i Verdens Hav
for tvende Hjerter stor nok og en Grav.
I «Barnemordersken» flykter de to elskende, Josef og Nanette og den
vanvittige barnemorderske Fanchette likeledes til den romantiske idyll,
fjernt fra livet: Kom, Frelserinde!
Til Schweitzersk Afdal flygte vi, hvor Fred
af Alpen skjænkes Tro og Kjærlighed.
Slike slutninger var Wergelands offer til tidens romantiske smak — selv
lå det ham uendelig fjernt å fly til ensomheten.
— Svakt og ubetydelig, men ikke uten lyrisk charme er «Camp-
bellerne eller den hjemkomne Søn» (1837), opført på Christiania Theater
første gang 24. januar 1838. Skuespillet var innlevert til en konkurranse
om åpningsstykke for det nye teater. Å. Munchs «Kong Sverres Ungdom»
blev godkjent som åpningsstykke, mens «Campbellerne» blev antatt til op-
førelse. Ved stykkets annen opførelse fant det berømte teaterslag sted.
Efter den første opførelse hadde Schweigaard i «Den Constitutionelle»
rakket stykket sønder og sammen og sagt alt det onde som med rette kan
sies om det, og adskillig mere. Han endte med å erklære at «dette saa-
kaldte Syngestykke er en Skam for vort Theater», og antydet at når det var
blitt antatt, skyldtes det at direksjonen hadde manglet «det borgerlige Mod
til at trodse en tøilesløs Skriblers hadske Angreb.» Og efter denne kraf-
tige innledning kom teaterslaget — og blev et knusende nederlag for
Wergelands motstandere, og Wergeland regnet hele sitt liv teaterslaget for
en av sine største triumfer.
Skuespillet er ikke godt, men ikke så dårlig at det derfor fortjente
å pipes ut. Handlingen er ganske visst barnaktig og en slange må spille
den avgjørende rolle for handlingens utvikling. Personene er bleke og
likegyldige. Det som redder det er dets lyrikk, som rimeligvis bare er
kommet dårlig til sin rett ved en opførelse. Denne lyrikk priser hjemmet,
slektskjærligheten, fedrelandsfølelsen. Men skjønnest er prologen:
«— — For første Gang, for første Gang»
det giver mangen Smaating Rang,
den varer kort, — kun i Sekunden.
Den er forbi, naar den er runden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
