Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wergelandstiden. 1820—1845 - Henrik Arnold Wergeland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HENRIK ARNOLD WERGELAND 99
Trolovelse» og en «Familie», som har «alle de søde Ansigter i Adrians
Familie».
Den gamle Adrian blev ikke dræpt, han lever, men vanvittig. Hvor
prestegården stod, bygget hans menighet ham en hytte og på brandtomten
vokser blomstene op. Og underet skjer, han gjenkjenner i blomstene de
døde, og som når poesiens under skjedde i Wergelands eget sinn, er
underet så sterkt, at det er nesten drepende:
— — «OQ min Sjel, o vær nu stærk! ikke den forvilder Tanken!
Bær Vorherres Underværk! Døv mig ikke, om du daarer,
Dø ej, Hjerte, som maa standse, om du tryller og beruser,
at min Aand kan bedre sandse, du Henrykkelsens Musik,
at, i Lytten til dets Banken, som i mine Øren suser.
I blomstene gjenkjenner Adrian sin hustru og sine barn. Og igjen maler
Wergeland henrykkelsen, den dyrebare ufattelige stund som skaper underet:
O Henrykkelses Sekund, henad Livets Ørkenslette; —
Saligheders Fødselsstund! du demantne af Sekunder,
du er altfor tung af Glæde som er engang allerede NAMSSKOGAN
til at flye saa flygtig hen, kommen himmelsendt igjen, FOLKEBOKSAMLING
som de andre duungraae, lette, ej saa troløst og saa let,
farveløse Solgangsstunder, som de andre dig omskifter;
Skjebnens Pust mod Døden hviftr. ———=—=—
Den feirede hovmodige blomstermaler, Jan van Huysum, kommer til
Adrians have og ber om en bukett. Han er fulgt av en ung gutt, Navnløs.
I den dypeste angst nekter Adrian, som kjenner blomstenes hemmelighet,
maleren buketten. Van Huysum skjærer av en rosenknopp, — og den unge
ubekjente gutt styrter død til jorden, — det var Benjamins blomst som
blev skåret av. Men maleren tar sin bukett — over den døde gutt og den
døende olding som forbanner ham — <ja, jeg veed hvad jeg vil gjøre.
Hvo har negtet Jan van Huysum en Buket?»
Og van Huysum maler Adrians blomster, menneskesky og melankolsk,
knuget av den gamle Adrians forbannelse. «Han syntes stundom at see
Aanders Aasyn i Blomsterne.» Aldri føler han sig ferdig med det, han
kan aldri slippe det. «Endelig engang i et lyst Øjeblik — Blomsterne
syntes at bøje sig imod ham, Rosenknoppen at aabne sin Læbe og at
bede — sætter han Penselspidsen atter til forat gjøre Trækket: «Jan van
Huysum fecit».
Da falder en Draabe fra den klare Luft derpaa. Den udsprænges over
Blomsterne. Under! Smaadraaberne bliver siddende, evigt siddende, fastere
end Diamanten i sin Klippe, paa Katharinas Rose og paa de andre Blomster,
hvor de falde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
