Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wergelandstiden. 1820—1845 - Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
130 WERGELANDSTIDEN
spør uvilkårlig om han også har lest hvad han anfører. Men at avhand-
lingen tross alt røbet kritisk evne, var åpenbart og likeledes at det under
den megen studenteroverlegenhet lå alvor. Det er utvilsomt sannferdig
hvad han sier flere år senere i en — for øvrig svak og utflytende — ar-
tikkelrekke, «Om norske Presse-Anliggender» (1838) om sitt angrep på
Wergeland:
«Jeg tog dette Phænomen alvorligere end nogen af mine Jævnlige.
Fra Skolen havde en Lærer, som jeg elskede, medgivet mig en skjærpet
Sands for Digtekunstens Kydskhed og Reenhed, og jeg betragtede nu
Wergelands Stræben ikke blot som noget Grundfalskt, men som en for
Udviklingen af vort hele aandelige Liv fordærvet Udvæxt.»
Snever var han nok som kritiker. Men de kunstneriske prinsipper
han gikk ut fra, var ikke bare tillærte, de stemte med hans eget sinn, og
han følte dem dypt personlig. Allerede i angrepet på Wergelands diktning
har han dem klart for sig. «Den lyriske Poesi», skriver han, «fremstiller
Digterens Liv og Følelse. Idet disse ved saaledes at fremtræde i deres fulde
Umiddelbarhed, virke gribende og opvækkende, maae de tillige, ved poe-
tisk Dybde og harmonisk Udvikling, koncentrere og forædle Læserens
Tankebilleder til en med Digterens beslægtet Stemning.» Det er det første
utkast til den dypeste og personligste uttalelse om kunst han har gitt, den
i «Digtets Aand». Og efter den lære levde han selv som dikter, og alltid
strengere, jo mere personlig han utviklet sig. Svakheten i hans standpunkt
er at han tror, at dette er den eneste saliggjørende form for lyrikk. Og
han har som kritiker, særlig da i dette første forsøk, lett for å gli ut i
vage og almindelige talemåter om skjønnhet og idealitet.
Det personlige og sanne i denne kritikk er kravet om klarhet i tanken,
om at ordet skal dekke meningen og svare til følelsen, og at ikke følelse
og refleksjon må gå hver sine veier. For ham var det nettop en form for
inderlighet, for selvfordypelse at tanke og følelse var i harmoni, og her
slo han ned på hovedsvakheten i Wergelands store dikt, uoverensstemmel-
sen mellem den tynne, rasjonalistiske teologiske tankegang og den vidt-
søkende romantiske følelse.
Hvad han savnet i Wergelands diktning var skjønnhet og harmoni.
Og det samme savn møtte ham overalt hvor han så sig om i det norske
samfund — og i sitt eget ytre liv. Han hadde i sitt sinn et edelt begjær
efter skjønnhetsinntrykk, efter kunst, efter teater, efter å se maleri og høre
musikk. Det artistiske var meget sterkere fremtredende hos ham enn hos
Wergeland, som var så optatt av alt mellem himmel og jord. Welhaven
levde sitt liv i kunsten og interesserte sig ikke for verden utenfor den. Og
her var motsetningen mellem trang og virkelighet pinefull: en kunstner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
