Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wergelandstiden. 1820—1845 - Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
158 WERGELANDSTIDEN
nal fellesfølelse i den norske diktning. Hans avhandling om Ludvig Hol-
berg fra 1854 gir mere en kortfattet levnetsbeskrivelse enn en kritisk ana-
lyse, og han er tilbøielig til å gjøre Holberg for jovial og rund. Vakker og
fin, men litt for idyllisk er avhandlingen om Claus Frimann som innleder
det utvalg av Frimanns dikte som Welhaven fikk i stand i 1851. Men hans
litteraturhistoriske bedrift er at han i en artikkel om Petter Dass (1856)
gjorde det norske folk opmerksom på at det i Dass eide en stor folkelig dikter.
Men også som universitetslærer i filosofi øvde han innflytelse. Hvad
han savnet i kunnskaper, erstattet han med personlighet. Han satte ikke
spor efter sig i norsk filosofisk videnskap. Men han påvirket endog sterkt
mange mottagelige sinn, — derom er der tallrike nok vidnesbyrd. Når
man vil dømme ham fordi han ikke var «fagmann», skal man bare sam-
menligne den innflytelse han øvde på en rekke fremragende menn ved
sine tenksomme, klare og personlige forelesninger med den for den filo-
sofiske interesse likefrem drepende innflytelse hans samtidige og eftermann
professor Monrad øvde, — og han var da fagmann nok! ’
Welhavens alderdom var vemodig. Tidlig tok hans dikterevne til å
visne og hans evne som taler til å stivne i formler. Det nye i tiden var
ham fremmed og han blev en ensom. Den siste halvdel av 50-årene og
utover i 60-årene i Oslo er de gråeste og mest åndelig døde i hele det 19.
århundres norske historie. Dilettanteriet og talentløsheten florerte igjen.
For kunstnere var det nesten ikke til å leve her hjemme. Halfdan Kjerulf
slet sig ut i åndsfortærende informasjoner. Den yngre musiker Tellefsen
reiste ut og levde hele sitt liv i Paris. Malerne søkte til Tyskland, — selv
en så oprinnelig og lykkelig natur som Gude holdt ikke ut livet her hjemme.
Blev hans besøk av større varighet, hadde han en følelse av at hans kunstner-
evne blev lammet.
Det er da intet i tidens liv som kan holde Welhavens ånd frisk. Ft
brev fra Halfdan Kjerulf til Julius Nicolaysen av 23. desember 1858 viser
hvor fjernt Welhaven allerede da stod sitt publikum: <«.... Welhaven er
kommet hjem, fuld av Misfornøielse med Rom og Romerne. Hans Breve
saa jeg nogle af — de var prægtige, og gid Folk havde kunnet faa se dem.
Om han giver noget ud, ved jeg ikke. Tror det just ikke. Han er jo længst
glemt, og skjønt han burde have gjort mere ud af sig, saa siger jeg dog,
hvad jeg saa ofte har sagt: han burde ikke være glemt, trods alt.
Monrad skriver sødt og populært-filosofisk om Religion og Moral og
Ny-Norsk og Kunst og Videnskab. Han skriver og holder Taler og spiller
og synger og giver gjerne, om forlanges, poses academiques. Men jeg vilde
tusinde Gange heller være Welhaven.»
Allerede glemt — i 1858, da han hadde ennu 15 år å leve. Glemt —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
