Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wergelandstiden. 1820—1845 - Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven - Welhavens samtidige: Andreas Munch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
160 WERGELANDSTIDEN
Men ser man nøiere efter, skal man finne hans ånd også i den nye diktning,
mindre da som påvirkning enn som slektskap, både i ånd og form. Vinje
satte ham høiere enn noen annen norsk dikter, beundret og dyrket ham.
Ibsen efterlignet ham i de yngre år, og hvilket slektskap — ganske visst over
felles danske forbilleder — er det ikke mellem Ibsens «Ballonbrev>» og disse
strofer av Welhavens dikt «Til Frøken E. med en Samling Brodeermønstre»:
Samlingen er lidt chaotisk: Ædle Frøken, De betragter
pompejansk, chinesisk, gothisk, Striden kun; i Dem jeg agter
men i mangen Dames Indre en af de neutrale Magter,
er Forvirringen ei mindre, derfor voved jeg at skjemte
og som disse vredne Ranker med den svævende, beklemte,
gror den lille Daares Tanker: t overgivne, ubestemte
— — := — kvindelige Krig, hvor mangen
stridbar Ridder gier sig fangen.
En så utpreget nasjonal dikter som Garborg har stemningsdikte av
lengsel og vemod som er i slekt med Welhavens. Det er nær forbindelse
mellem Welhavens «Alfeland» og Garborgs «Mot Soleglad» i «Haugtussa».
Og av de yngre lyrikere, både blandt riksmåls- og landsmålsdikterne, er
det mange som viser slektskap med Welhaven. Man kan endog finne Wel-
havenske strofer i Sigrid Undsets lille og eneste diktsamling «Ungdom».
Men allikevel står han isolert og ensom i det norske folks bevissthet.
Han blev aldri en dikter for de mange, han fikk aldri svar fra folket.
Hans beundrere er de få som finner det særlig beslektede i hans poesi,
de hvis eget stemningsliv beveges av hans. Det er de som mottar hans
dikte, slik han selv begjærte det, så følsomt at gjennem deres tilegnelse
blev det uutsigelige i diktet utløst. Og de kan aldri bli de mange.
Welhavens samtidige. I de mange år da Welhaven skrev lite og glemtes
av de fleste, var det en annen som blev det store publikums beundrede
poet. Det var Andreas Munch (1811—1884). Engang blev han lest og
dyrket, tårer fløt over hans poesier, romaner og skuespill, de tilfredsstilte
tidens sentimentale smak, de var rørende og blekt romantiske og kunde
tilegnes uten mere anstrengelse og sinnsbevegelse enn det var behagelig.
Og av all denne diktning som engang var så populær, lever nu ikke stort
annet enn den ofte sungne søndagsvakre sang om brudeferden i Hardanger,
et tablådikt og som sådant vellykket og velklingende:
Der aander en tindrende Sommerluft
varmt over Hardangerfjords Vande,
hvor høit mod Himlen i blaalig Duft
de mægtige Fjelde stande.
Det skinner fra Bræ, det grønnes fra Li,
sit Helligdagsskrud staar Egnen klædt i —
thi se! over grøn-klare Bølge
hjemglider et Brudefølge.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
