Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wergelandstiden. 1820—1845 - Welhavens samtidige: Andreas Munch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ANDREAS MUNCH 161
Welhavens minnestøtte i Oslo. Utført av Utsond. Avslørt den 22. desember 1908.
Næsten alt hvad Andreas Munch har skrevet er efterklang, — den
sildige tynne efterklang av tysk-dansk romantikk. Blodløst og vissent er
hans sprog, bleke hans skildringer, matte og sentimentale de uttrykk han
fant for sine følelser. Ikke engang for de dypeste og mest personlige eide
han mere enn bleke ord. Tapet av sin unge hustru og sitt barn vidde
han en hel diktsamling, «Sorg og Trøst», og man trenger bare å lese et
av dem, det kjente «Sorgens Lyst», og så tenke på den fulle dype klang
det var i Welhavens erindringspoesi, for at Munchs dikt skal synes en
tynt og spedt i klangen:
Det himmelske er der ved Kjærlighed, Da drager de hulde Syner forbi
at dens Sorg selv bliver et Rigdoms Væld: fra skjønne Dage — da kommer hun,
hvor fyldes mig ei mangen ensom Kveld, som jeg ei mer skal se paa Jordens Sti,
naar jeg sænker mig i min Erindring ned. og hvisker til mig om Gjensynets Stund.
I enkelte av dem, som i «Udfarten», kan det være en følelsesfull dirren
i klangen, som virker vakkert og alvorlig:
For hende laa Livet saa morgenklart, Gud være lovet, hun da ei saa
saa daglangt, saa skjønhedsrigt — ret dybt i Fremtiden ind;
hun svævede ud paa den herlige Fart ei længe derefter hun stille laa
som Dronningen i et Digt. under Muld med hviden Kind.
11 — II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
