Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wergelandstiden. 1820—1845 - Theodor Kjerulf
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
THEODOR KJERULF
167
Det er ham ikke nok med sukk og gråt, han må få luft i det heftige
utbrudd: Grædt har jeg altfor længe;
Længslens Ve og Haab
greb i mit Hjertes Strenge.
Bort med Klynken og Græden,
hæve vil jeg isteden
vildt Ord og Klageraab!
Han er den eneste av samtidens diktere for hvem erindringen ingen
trøst har, — det virker nesten forfriskende å høre ham avvise den:
Erindrings Trøst — ja, var den Trøst Erindrings Trøst — ei nægte den
og ei et Gjenfærd kun af Liv, jeg vil, jeg siger kun, at mig —
men Livets Hjerteslag om Livets Røst, skjøndt ikke een Erindring hen
og givet Ensomhed til Viv — jeg gav dog — mig den trøsted ei.
Hans bitre melankoli er fjernt fra den stemning tiden ønsket å føle
med. Og den kunde ikke forstå at denne heftige og særpregede følemåte
måtte søke andre former i norsk diktning. Derfor virket diktene i hans
første diktsamling, «Digte» (1848), erotiske sonetter og stanser, fremmed-
artede og fjerne, og selv en velvillig stemt anmelder som Jørgen Moe tok
mange forbehold. Den neste diktsamling kom seks år efter (1854), tonen
syntes noe lysere, ikke så ungdommelig bitter, men stemningen var allike-
ved den samme, fylt av natt og uro og ensomhet.
Refleksjonen gjør sig her sterkere gjeldende, det
er mest tankedikte, dypsindige, men ofte dunkle,
famlende. Både i fryd og i smerte gjemmer han
sig 1 natten:
Og Nat det er. Men de dunkleste Stier
af Natten har Lys, naar den inderste Tanke
blev Stjernen, der foran gik.
O Natten vil lytte, imedens den tier
til syngende Hjerter, hvor Slagene banke
som Rhytmer i liflig Musik —
men Dagens Blik,
der speider og tolker, det vilde kun dræbe
den skjælvende Fryd paa den lukkede Læbe.
I disse dikte grubler han over livet, dypere
enn vanlig var i tiden, og hans tenkning er merket
av at det var en naturforskers. Han grubler over
forholdet mellem forestillinger og virkelighet, mel-
lem sjelen og stoffet. (Dikteyklusen «Mellem Frem-
mede» I). Ingen viden hjelper ham, uvisshet kring-
Halfdan Kjerulf, f. i Oslo 15.
septbr. 1815, d. på Grefsen
11. aug. 1868.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
